Abonnementsartikel

Betonbilerne ankom i en lind strøm til Regionshospitalet Viborg, da håndværkerne støbte første del af bundpladen til det nye akutcenter.

Regionshospitalet i Viborg får snart et nyt akutcenter. Forleden blev bundpladen støbt, og det var en større omgang. I løbet af en dag blev omkring 850 kubikmeter beton hældt ud over det sirligt bundne net af armeringsjern.

I praksis betød det, at 8-10 betonbiler dagen igennem kørte fast rutefart mellem hospitalet og betonværkerne i Ikast og Rødkærsbro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De mange biler på pladsen giver en god fornemmelse af, at vi er i gang med et stort byggeri. Det er fascinerende at opleve koordineringen på byggepladsen og se mængderne af beton, jern og byggemateriel på sådan en dag - og så er det selvfølgelig også en lidt af en mærkedag for os her på hospitalet. Bundpladen er jo første del af det ny nye akutcenter og et meget håndgribeligt billede på, at patienterne om et par år kan ankomme til et endnu mere moderne og effektivt akuthospital, sagde projektchef Jeppe Juul Hansen ved støbningen.

Tilbygning på 24.000 kvm

Det nye akutcenter er en del af det omfattende kvalitetsfondsprojekt til i alt 1,15 milliarder kroner. Første del af byggeriet gik i gang i 2009, og frem mod 2019 bliver Regionshospitalet Viborg udvidet med i alt 32.000 kvadratmeter, ligesom omtrent 38.000 kvadratmeter af det eksisterende hospital bygges om.

Den 24.000 kvadratmeter store tilbygning er største delprojekt, og det nye akutcenter skal blandt andet indeholde ny hovedindgang, ny akutmodtagelse, nye ensengsstuer og nye operationsstuer.

Men i første omgang har håndværkerne altså travlt med at skabe fundamentet til det nye akutcenter. De seneste uger op til støbningen blev omkring 250 tons armeringsjern bundet sammen for at sikre et stærkt og stabilt fundament, og forleden blev jernet så dækket af de mange læs beton. Rundt regnet hvert syvende minut ankom en ny betonbil til byggepladsen.

- Vi har nok bogstaveligt talt fyldt en del i gadebilledet i Viborg i dag, og jeg håber, at man får en fornemmelse af, at det er et pænt stort og flot byggeri, vi har gang i, sagde Jeppe Juul Hansen.