Abonnementsartikel

Nye anvisninger skal hjælpe byggebranchen med at dimensionere afløbsinstallationer, så de kan klare fremtidens store regnskyl.

Monsterregn, oversvømmelse og vandskader. Vand udgør en permanent risiko for skader på vore bygninger - en risiko der kun er blevet større de senere år som følge af klimaændringer og kraftigere regnskyl. Sikker afledning af vand i og omkring vore bygninger er derfor mere aktuel end nogensinde, og det er en af grundene til, at Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet København har opdateret SBi-anvisningerne for dimensionering og udførelse af afløbsinstallationer.

- Afløbsinstallationerne udgør et helt fundamentalt element til fugtsikring af vore bygninger. Derfor er korrekt dimensionering og udførelse af største vigtighed for at få ledt vand sikkert væk og undgå fugt- og vandskader, siger seniorforsker Erik Brandt fra SBi, der sammen med seniorkonsulent Inge Faldager fra Teknologisk Institut har skrevet den nye serie afløbsanvisninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Afledning vigtig

Afløbsinstallationerne udgør et helt fundamentalt element til fugtsikring af vore bygninger.

Erik Brandt
Seniorforsker, SBi

Afløbsinstallationer leder primært spildevand væk inde fra bygningen fra for eksempel toiletter og vaskemaskiner, men omfatter også de udendørs installationer over og under jorden til at lede regnvand væk i form af tagrender og dræn omkring bygningen.

- Selv om de kraftige regnvejr, vi oplever, kan medføre bygningsskader, er det også muligt at nyttiggøre regnvandet. Det kunne for eksempel være til wc-skyl og tøjvask eller i lokale regnvandsanlæg, hvor det nedsiver i områder med beplantning, som både giver forskønnelse og nedsætter belastningen af kloaknettet, så oversvømmelser undgås. Men i områder med ældre kloaknet eller i lavtliggende huse kan eneste mulighed være at installere en højvandslukker for at sikre, at kloakvand ikke bliver presset ind i bygningen, når der kommer et kraftigt regnvejr, siger Inge Faldager.

De tre nye SBi-anvisninger er rettet mod nybyggeri, men der er også vist eksempler med ældre afløbsinstallationer, så anvisningerne kan anvendes ved renoveringsopgaver. Herunder også metoder til sikring mod rotter, som kan være et stort problem i ældre kloaknet.

SBi's anvisninger på afløbsområdet udkom første gang i 1974 og blev efterfølgende revideret i 1997. Hent eller bestil anvisningerne her.