Abonnementsartikel

Jamas A/S har leveret en dumper til Dagerød Grusgrav ApS, og i den forbindelse varsler de et øget fokus på dumper-markedet.

Jamas A/S har for nyligt leveret en ny maskine til Dagerød Grusgrav ApS. Det er der som sådan ikke noget exceptionelt i, men der er alligevel noget, der gør denne handel til noget særligt.

Årsagen er, at den solgte maskine er en dumper fra Doosan, DA 30 hedder den, og håbet er nu, at Doosan fremover skal få en større andel af det danske dumper-marked.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hidtil har vi primært brugt vores energi på gummigeder og gravemaskiner, fortæller Kim Damgaard, som er salgschef ved Jamas A/S og har stået for handlen. Han understreger i den sammenhæng, at kvaliteten bliver den afgørende faktor for, at flere danske dumpere skal hedde Doosan.

Produceres i Norge

Forhistorien er, at Doosan i 2008 købte norske Moxy Engineering AS, som står bag Moxy-dumperen.

- Det resulterede i, at Doosan investerede i fabrikken i Norge. Det har givet et fantastisk godt resultat, og dumperne har klaret sig rigtigt godt i andre lande, fortæller Kim Damgaard om maskinerne, som altså nu skal udbredes mere her i Danmark. Det er dog ifølge Kim Damgaard ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden.

- Norge er ikke noget billigt land at producere i, så disse dumpere skal sælges på deres høje kvalitet, slår han fast.

AdBlue opfylder kravene

Og dumperen, der nu er solgt til Dagerød Grusgrav ApS, har ifølge Kim Damgaard masser af kvalitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis vi starter med motoren, så er det en Scania, der opfylder kravene til Tier 4 final, og derudover har den en otte-trins transmission fra ZF. Så der er ikke valgt nogen billige løsninger, forklarer han. I og med motoren er fra Scania, og dermed er udviklet til lastbil-branchen, benytter den AdBlue for at sikre den rene forbrænding.

- Og det betyder også mindre vedligehold, tilføjer han.

- Selve konstruktionen er bygget op med tandemstræk, hvor alle seks hjul trækker hele tiden. Derudover trækker den direkte på gearkassen. Det vil sige, der ikke er nogen mellem-gearkasse, og derfor er opbygningen mere enkel. Den har også et meget lavt tyngdepunkt, fortæller Kim Damgaard videre. Han kan i øvrigt også oplyse, at dumperen yder 370 hestekræfter ved 2100 omdrejninger, hvilket burde være rigeligt med trækkraft.

Styr på mængderne

Som standard er dumperen også udstyret med vægt i ladet.

- Det giver en kæmpe fordel, blandt andet for en grusgrav, for så har de hele tiden styr på mængderne, lyder det fra Kim Damgaard, som i øvrigt også har oplevet interesse for dumperen fra andre potentielle kunder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har fremvist den for yderligere tre kunder, og de har alle virket meget interesserede. Og det er vi glade for, for det er en maskintype, vi vil gøre meget mere ud af fremover, slutter han af.