Abonnementsartikel

Danske Anlægsentreprenører hæfter sig ved usikkerhederne omkring store anlægsarbejder og forventer vigende beskæftigelse i branchen i 2016.

Dagens Byggeri har spurgt en række centrale personer inden for byggebranchen om en status over året, der gik, og indsatserne i året, der snart begynder. Branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører Niels Nielsen ser tilbage på et år med høj aktivitet og frem mod et år, hvor anlægsbranchen bliver udfordret trods allerede stor konkurrence.

Hvad har karakteriseret branchen i 2015?

Anlægsbranchen har i 2015 været karakteriseret af en ganske høj aktivitet med projekter, der for en stor dels vedkommende drejer sig om færdiggørelse af igangværende projekter. På trods af den høje aktivitet har der været tale om en ganske skarp konkurrence, som i et vist omfang kan henføres til, at der er udsigt til en faldende aktivitet i 2016. Branchen har også været karakteriseret af en stor parathed til at tage del i og præge udviklingen af branchen, for eksempel i forhold til en stigende anvendelse af digitale værktøjer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den forventede nedgang i beskæftigelsen skaber usikkerhed i anlægsvirksomhederne, og de får svært ved at bevare og udvikle de kompetencer, der er afgørende for danske anlægsvirksomheders muligheder for at klare sig i den globale konkurrence.

Niels Nielsen

Branchedirektør, Danske Anlægsentreprenører

Var der hændelser, der skilte sig særligt ud - på godt og ondt?

Helt dominerende på den negative side blev usikkerheden og forsinkelserne på Femernprojektet, blandt andet som følge af den manglende godkendelse fra tysk side, hvilket ikke blot førte til forsinkelser på landanlæggene, men også usikkerhed om andre projekter. I det hele taget blev der trådt for hårdt på bremsen i forhold til beslutninger om vigtige infrastrukturprojekter som for eksempel færdiggørelse af Frederikssundmotorvejen, forlængelsen af Hillerødmotorvejen, udbygning af E45 samt ikke mindst en beslutning om Hærvejsmotorvejen.

På den positive side er der grund til at fremhæve beslutningen om fjordforbindelsen - Kronprinsesse Marys Bro - i en finansieringsmodel svarende til modellen for Storebælt og Øresundsbroen. Vejdirektoratet havde endvidere mod til at prøven en ny model af for inddragelse af entreprenørviden i udbudsprocessen, idet der var en dialogfase med udvalgte entreprenørkonsortier inden prækvalifikationen.

Hvilke udfordringer venter der branchen i 2016?

En af de store udfordringer i 2016 bliver den opbremsning af aktiviteten, som vi kan se frem til med en forventet nedgang i beskæftigelsen ved anlægsvirksomhed på 2.000 personer fra 2015 til 2016. Det skaber usikkerhed i anlægsvirksomhederne, og de får svært ved at bevare og udvikle de kompetencer, der er afgørende for danske anlægsvirksomheders muligheder for at klare sig i den globale konkurrence, der også gør sig gældende på rent danske projekter.

Hvilke muligheder ser du fremadrettet for at udvikle branchen yderligere?

For anlægsbranchen ligger der spændende og perspektivrige muligheder i den øgede anvendelse af digitale løsninger. Branchens parter med Vejdirektoratet, Banedanmark, Femern, FRI og Danske Anlægsentreprenører vil i fællesskab skabe rammer, der understøtter brugen af digitale værktøjer og deling af informationer mellem aktørerne. Det vil være en vej til at effektivisere processer i udførelsesfasen og øge kvaliteten af udført arbejde og dokumentationen heraf i anlægsprojekter.