Abonnementsartikel

Anlægsentreprenørfirmaet skal bygge motorvej mellem Måbjerg og Mejrup udenfor Holstebro. Barslund fik først succes med sit tredje bud på en af Holstebromotorvejens tre totalentrepriser.

Tredje gang blev lykkens gang for Barslund A/S. Entreprenørfirmaet med hovedsæde i Kvistgård på Sjælland, og med lokalkontor i Fredericia, havde tidligere budt på to totalentrepriser på Holstebromotorvejen uden at stå tilbage med kontrakten.

Men nu har Barslund A/S papir på at skulle bygge hele motorvejsstykket mellem Måbjerg og Mejrup udenfor Holstebro for en pris i omegnen af 150 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aftalen glæder kommerciel direktør hos Barslund A/S, Carsten Holst Blunck.

Vi er rigtig glade for at have vundet udbuddet om den sidste totalentreprise på Holstebromotorvejen. Vi har jo måtte kæmpe lidt for den.

Kommerciel direktør Carsten Holst Blunck

Barslund A/S

- Vi er rigtig glade for at have vundet udbuddet om den sidste totalentreprise på Holstebromotorvejen. Vi har jo måtte kæmpe lidt for den. Vi bød også ind på de to første totalentrepriser ved Snejbjerg og Aulum, hvor vi var ærgerlige over ikke at vinde, men nu fik vi så en totalentreprise på Holstebromotorvejen, så man kan sige, at tredje gang blev lykkens gang for os, siger han..

Fire nye broer

Barslund A/S' jyske kontor har hjemme i Fredericia, hvorfra maskinerne i den nærmeste fremtid vil køre mod Vestjylland.

Her venter der flere spændende udfordringer med totalentreprisen. For eksempel skal der bygges fire nye broer og en ny faunapassage. Broarbejdet ved Skivevej skal startes op til maj. Inden da skal bygges en midlertidig vej ved den oprindelige, og projekteringen af broens underbygning være færdig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Faunapassagen ved Lægård Bæk bliver en præfabrikeret betonkasse, som bliver fremstillet på fabrik og siden fragtet til stedet for ikke at belaste naturen i området unødigt under anlægsarbejdet.

Hele totalentreprisen skal afleveres til september 2018.