Abonnementsartikel

Vandbadsorteren fra tyske Moerschen GmbH importeres af Maskinhandel Voigt.

Den danske entreprenørbranche har fået et nyt maskinmærke at forholde sig til i form af Wash-Bear. Som navnet afslører er der vand involveret. Wash-Bear er en vandbadsorterer, og den repræsenteres af Maskinhandel Voigt med base i byen Ballum i Sønderjylland.

Wash-Bear produceres af tyske Moerschen GmbH, og den anvendes til recycling-materiale. Den første demo på dansk grund er allerede afsluttet, og sortereren er nu klar til salg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Op til 150 tons i timen

Vandbadsortereren Wash-Bear hjælper med at genanvende knuste recycling-materialer, som ikke er sorteret eller som består af materialer, der potentielt kan belaste grundvandet.

Maskinen ser ud som en sandsnegl fra en grusgrav med en stor børste. Dens konstruktion gør, at den kan rense op til 150 tons knuste recycling-materialer på 4-120 mm i timen.

Vandbadsortereren er nøjsom og kræver blot 3-8 kubikmeter vand i timen samt 25 kWh strøm.

- Den larmer og støver ikke. Når der bruges en vindsigte, er der tit problemer med netop larm og støv. Sådan klarer vi opgaven med belastede recycling-materialer til genanvendelse på eksempelvis veje, parkeringspladser og til betonproduktion, eller til IF Blocks som er støbt af flere forarbejdede genbrugsmaterialer, siger Uwe Voigt, indehaver af Maskinhandel Voigt.

Mindsker belastning

Det knuste recycling-materiale på 0-120 mm bliver kørt gennem en sigte, som tager 0-4 mm sand fra. Derefter bliver 4-120 mm materialet kørt i Wash-Bear sortereren, som er fyldt med de otte kubikmeter vand. Det tunge materiale, og en del af det lette, falder til bunds, hvor den store slidstærke snegl transporterer materialet op og samtidig deler det lette materiale fra det tunge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det lette materiale svømmer oven på vandet, sådan at den store børste nu kan fjerne alt flydende materiale og lede det ud i en container. Dette er materialer som gips, gasbeton, træ, Styropor og alt som svømmer, forklarer Uwe Voigt.

De tunge materialer skubber sneglen ud på et transportbånd, hvorfra de er klar til genanvendelse.

- Dette recycling-materiale opfylder nu kravene om nitrat- og sulfatindhold, så vi ikke får belastning af vores drikkevand, vandløb og søer. Hermed overholder vi også loven om, at vi skal genanvende så mange materialer som muligt, understreger Uwe Voigt.

Han har i forvejen mange års erfaring med salg af entreprenørmateriel og særligt knuse- og sigteanlæg har gennem en lang årrække haft hans fokus. I 2014 overtog han den danske import og forhandling af netop den type maskiner fra schweiziske Gipo. Programmet fra Gipo dækker blandt andet en bred vifte af mobile knuseanlæg med en vægt på op til 127 tons. Dertil kommer sigte- og sorteranlæg i flere størrelser, som kan udbygges og tilpasses efter kundens ønsker.