Abonnementsartikel

Rumænsk politi bestilte tyveri af entreprenørmaskiner til fire millioner kroner hos Scantruck og Nicolaisen & Larsen.

I november 2013 stjal en rumænsk mand tre maskiner hos Scantruck i Skive og kørte dem herefter til den rumænske grænse, hvor de blev udleveret til den rumænske mafia. Og måneden efter var manden på spil igen - denne gang hos Nicolaisen & Larsen i Ulfborg, hvor han på mafiaens ordre stjal seks teleskoplæssere. Denne gang blev rumæneren og hans makker dog anholdt på en rasteplads i Tyskland.

Ifølge Jyllands-Posten skete tyverierne imidlertid efter aftale med det rumænske politi, der gerne ville afsløre de rumænske bagmænd, og fordi rumænsk politi havde lovet ham, at han ikke ville blive straffet, blev han frikendt i landsretten i Danmark - selv om metoden er ulovlig efter dansk ret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Politiet ikke involveret

Dansk politi var ikke informeret om arrangementet, og derfor blev manden i første omgang tiltalt for tyverierne til en samlet værdi af fire millioner kroner. Men landsrettens dom slår fast, at det rumænske politis løfte over for den rumænske mand var så stærkt, at det overtrumfer dansk lovgivning.

- Det er en meget, meget speciel sag, siger statsadvokat Jan Rechendorff i Viborg, der aldrig har set en lignende sag.

Han afviser, at dommen er en blåstempling af det rumænske politis ageren i sagen.

- Det er en ekstremt konkret afgørelse, kan man se af landsrettens præmisser. Jeg kan sige helt generelt, at fremmede lande naturligvis ikke kan lave operationer i Danmark, uden at det sker efter en konkret aftale med dansk politi og efter fuld instruktion fra dansk side, siger Jan Rechendorff.

Danmark har for længe siden bedt det rumænske politi om at få udleveret de tre maskiner fra Scantruck, men endnu er der ikke kommet svar.