Abonnementsartikel

Tyske Liebherr vil igen sætte sit præg på Bauma med en kæmpe stand samt mange - og ikke mindst store - maskiner.

Har man tidligere besøgt Bauma, er et af de maskinmærker, man efterfølgende fortæller flest historier om, oftest Liebherr. Den stor tyske producent formår i den grad at sætte sit præg på messen - og det i kraft af standens størrelse, antallet af maskiner og så selvfølgelig gigantiske maskiner som det store trækplaster.

Den danske importør af Liebherr, Johs. Møllers Maskiner A/S, lover, at i år ikke bliver nogen undtagelse. Standarealet bliver således på imponerende 14.000 kvadratmeter, og det er ifølge Johs. Møllers Maskiner den største stand på hele messen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er ingen tvivl om, at Liebherr har en helt særlig placering på Bauma, og at Bauma betyder noget helt særligt for Liebherr. Der bliver satset alt, hvad der skal satses, og Liebherr præsenterer også denne gang en stribe af nyheder, fortæller salgschef Leif Rudebeck Petersen fra Johs. Møllers Maskiner i en pressemeddelelse.

Den danske forhandler er naturligvis i højeste gear på messen i München. Otte medarbejdere fra Johs. Møllers Maskiner og Stemas er på plads på Bauma i hele udstillings-ugen. Derfor glæder alle sig til at tage imod rigtig mange kunder i München, hvor der er lejlighed til at tage de mange nyheder i øjesyn. Både hos Liebherr og hos de andre mærker, som Johs. Møllers Maskiner og Stemas har på menuen.

Hos Stemas ser salgschef Robert Kjærgaard og hans mandskab frem til nye stande på nye placeringer hos både Yanmar, Ammann og ATN. Yanmar er på plads med minigravere, minilæssere og dumpere. Ammann byder på komprimeringsmateriel fra små stampere til store asfalttromler. Og ATN har et bredt program i mastlifte, bomlifte og saxlifte.

Masser af nyheder

- Listen over nyheder hos Liebherr er ganske omfattende. Specielt hæfter jeg mig ved den nye 70 tons dozer Liebherr PR 776. Den er verdens første hydrostatiske dozer i klassen. På trods af hele 768 hk fra den 12-cylindrede Liebherr-dieselmotor, præsterer maskinen et markant lavere brændstofforbrug, siger Leif Rudebeck Petersen.

Blandt de helt varme nyheder bliver også Liebherrs nye XPower gummigeder med hydraulisk/mekanisk gearkasse. Liebherr varslede nyheden for et stykke tid siden, og selv om XPower-maskinerne først frigives til salg efter Bauma, har Johs. Møllers Maskiner solgt de første eksemplarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For det danske marked vil den nye materialehåndteringsmaskine Liebherr LH 110 C også være interessant. Der er tale om en industrimaskine, som er så frisk fra fad, at den præsenteres på Bauma, men først sælges fra 2017. Maskinen kan leveres enten på bånd, på hjul eller med gantry-undervogn, fortæller Leif Rudebeck Petersen.

Liebherr præsenterer også den nye ramme- og boremaskine, LRB 355. Den er den større afløser for LRB 255, som allerede er godt kendt også på det danske marked.

- Foruden de nyheder, der er relevante for Danmark, er det jo altid spændende at se de gigant-maskiner, som Liebherr har tradition for at stjæle al opmærksomhed med. Alle, der har besøgt en Bauma-messe, har set de kæmpestore dumpere og gravemaskiner, som nærmest er vartegn for både Liebherr og selve Bauma. Liebherr benytter lejligheden til at præsentere et funklende ny mine-gravemaskine, som med 12,5 kubikmeter skovl er beregnet til at læsse mine-dumpere med op til 140 tons i ladet, siger Leif Rudebeck Petersen.

Yanmar-nyheder

I den noget mindre skala har Yanmar på forhånd meldt ud om en række nyheder på Bauma.

I den letteste ende barsler Yanmar med en opgraderet og modificeret version af den mindste zeroturn-gravemaskine i programmet. Minigraveren Yanmar ViO10 kommer i en ændret version med joystick allerede fra fabrikken, men ellers med samme specifikationer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den lille nye kommer til at hedde Yanmar ViO12, og modelbetegnelsen kommer faktisk til at passe bedre end den oprindelige ViO10. Maskinen vejer nemlig godt 1200 kg. Allerførste præsentation bliver på Bauma, og ViO12 vil så kunne leveres efter udstillingen i München, fortæller Stemas? salgschef, Robert Kjærgaard.

En ny otte-tons midi-gravemaskine med Sigma-bom er døbt B7-6. Den japanske maskinproducent lover, at zero tail-maskinen er markedets mest kompakte i klassen for otte til ti tons gravemaskiner.

Yanmar spiller tillige ud med to nye modeller i serien af dumpere. Det er C50-modellen, der kommer i både en ny C50R-5 og en C50R-5TV udgave. Begge er udstyret med en nyudviklet Yanmar-motor, som er klar til fremtidens Stage 5-kravene. Yanmars motorfolk har samtidig formålet at øge motorkraften med ikke mindre end ti procent.

På den nye Yanmar-stand bliver der også lejlighed til at tjekke den nye 10-tons SV 100 gravemaskine med delt bom samt Yanmars nye af kompakte hjullæssere, hvor fabrikken åbner ballet med modellerne V7 og V8.

Robot-vibrator

Ammann med speciale i komprimeringsmateriel og asfaltanlæg benytter Bauma til at lancere den første selvkørende pladevibrator, som fungerer efter samme principper som robot-plæneklippere. Det er tilstrækkeligt at markere maskinens arbejdsområde. Derefter komprimerer den inden for rammerne helt på egen hånd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er ingen begrænsninger på kørelinjer, og maskinen registrerer automatisk afgrænsninger for, hvor den må bevæge sig. Et præcist GPS-system suppleres af et elektronisk kompas.

Totalt byder Ammann på ikke færre end 17 nyheder på Bauma. Blandt dem også to nye valsetog i den tungtvejende ende. Maskinerne ARS 200 og ARS 220 vejer henholdsvis 20 og 22 tons.