Abonnementsartikel

Komatsu benyttede Bauma til at præsentere en 40 tons hybrid-gravemaskine.

Under årets Bauma i München var der især én maskine, der stal showet, både i kraft af sin imponerende størelse på i alt 670 tons - og så var der også lige en lille detalje med lidt hydraulikolie, der blev spildt.

Det er klart, det tiltrak en del opmærksomhed, men der var så sandelig også andre spændende ting på Komatsus stand. Det er især værd at nævne, at der kom et ekstra kapitel på Komatsus hybridfortælling med modellen HB365LC på 40 tons - et kapitel, man har set frem til hos den danske Komatsu-importør Scantruck.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- HB365LC er en 40 tons gravemaskine og den første i ideal-formatet til det danske marked. Derfor har det glædet os rigtig meget at se den præsenteret på Bauma. HB215 og HB215-2 har manifesteret den avancerede teknologi, siger Key Account Manager Poul Erik Nielsen fra Scantruck i en pressemeddelelse.

Opsamler energi

Den hydrauliske krøjemotor er erstattet med en elektrisk krøjemotor, der er i stand til at opsamle energi, hver gang der krøjes. Når maskinen krøjer, bruges denne energi, ligesom energien også bliver brugt som assistance ved motoracceleration. Denne hybrid-teknologi har ved flere lejligheder vist sig at give en yderst god brændstoføkonomi, oplyser Scantruck.

Dertil kommer, at der også ved HB365LC ydes 10.000 timers eller fem års garanti på hybrid-komponenterne.

- Den første hybrid-gravemaskine har været en succes i begge versioner. Men den nye HB365LC passer med sine 40 tons bedre til det danske marked, end HB215'eren, vurderer Poul Erik Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

KomVision

Komatsu har i øvrigt benyttet lejligheden til at introducere et nyt begreb: KomVision.

- KomVision er et overvågningssystem, der giver maskinføreren mulighed for at sikre sig samtlige 360 grader rundt om maskinen. Han kan direkte på monitoren i kabinen se, hvad der sker hele vejen rundt. Systemet er en yderligere udbygning af det høje sikkerhedsniveau, siger Poul Erik Nielsen.

Blandt de øvrige nyheder på den store Komatsu-stand i München var også den nye dozer D65PXi-18, som tager afsked med påmonteret tingeltangel til maskinstyring.

- Maskinen har integreret intelligent maskinstyring som en option. Dermed er det slut med synlige antenner og følere. Alt er indbygget. Følerne sidder i cylindrene, og det integrerede system fås til dozere fra ni tons og op til 32 tons, fortæller Scantrucks Komatsu-specialist.