Abonnementsartikel

Maskinudlejning Viborg Vest ApS fejrer begivenheden med en reception 5. maj.

Birger Larsen samler på gamle biler, gamle traktorer og gamle motorcykler, men det er hans udlejningsvirksomhed Maskinudlejning Viborg Vest ApS , som maskinbranchen kender ham for. Den virksomhed fejer nu 40 års jubilæum 5. maj.

Der er rullet i hundredvis af forskellige entreprenørmaskiner igennem hallerne i Viborg Vest, siden Birger Larsen etablerede sig med eget cvr-nummer i 1976.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er så moderne at lukke ned, skifte cvr-nummer og så fortsætte med et andet navn, hvis det går mindre godt i en periode. Det bruger vi ikke her. Samme cvr-nummer i 40 år er tegn på stabilitet og soliditet og viser, at kunderne kan regne med os, fastslår Birger Larsen.

Den store dag fejres med en reception kl. 13.00 på virksomhedens nyeste adresse, Ærøvej nummer 14 i Viborg, som ligger over for hovedadressen på Ærøvej nummer 7. Birger Larsen har netop købt en ejendom, som tidligere har huset et vognmandsfirma, og som dermed står klar med hal, vaskeplads og stort udenomsareal til at være en del af udlejningsfirmaet.

Nye maskiner

Maskinparken i udlejningsfirmaet er meget alsidig. Op til jubilæet kommer en ny Dieci-teleskoplæsser. En ny såmaskine og en hydraulisk drevet stenrive fra Ferrari er også netop tilføjet materiellisten.

- Vi har omkring 100 selvkørende enheder, hvortil kommer alt det løse tilbehør. Med omkring 30 tons er vores McCloskey-knuser den største af maskinerne. Den mindste er vel en hånd-jomfru, som kan lejes for 25 kr. om dagen, fortæller Birger Larsen.

Fagfolk vil vide, at en hånd-jomfru er et redskab, der bruges til at banke brosten på plads ved brolægning. Ikke-fagfolk kan nok få noget andet ud af det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Modtagelig for salg

Ud over de 40 år i firmaet er der også et andet tal, som spiller en væsentlig rolle.

- Jeg fylder 66 den 23. maj, og jeg synes, at det stadig er sjovt at leje maskiner ud. Men det er ingen hemmelighed, at jeg også kan finde andet at bruge tiden til, hvis nogen kommer med et godt tilbud om at overtage firmaet. Foruden maskinerne, har vi også huse og haller, vi lejer ud. Og jeg har mine gamle biler, jeg kan kaste mig over, når det bliver tid til det, siger Birger Larsen.

Det var med en Fiat Allis gummiged, Birger Larsen i 1976 startede sin entreprenør- og udlejningsforretning. Siden fulgte en gummiged mere, en traktor med spil til skovarbejde og tillige en grave-/læssemaskine. I en årrække drev han både maskinudlejning og entreprenørfirma, og på et tidspunkt havde han 15 mand ansat.

- Vi har haft nogle rigtig gode medarbejdere. I dag er en halv snes stykker af dem selvstændige. En af vore lærlinge blev uddannet kloakmester, og siden købte han vores kloakdel, Kloakekspressen. Da en anden af vore folk, Thomas Nørgaard, købte vores entreprenørafdeling med otte mand. I dag har han 40 ansatte. Det er vi stolte af at have være med til at lægge grunden til, siger Birger Larsen.