Abonnementsartikel

Kloakmester Verner H. Kristiansen, tidligere formand for Danske Kloakmestre, kan 1. juni fejre 25-års jubilæum som selvstændig.

- Kvalitetssikring er blevet en nødvendighed, fordi alt for mange fuskede og sjuskede. Enten på grund af manglende evner, eller simpelthen for at tjene mange penge. Den tid er forbi, da vi hjalp hinanden mod betaling. Nu hjælper vi ikke. Vi gør det kun for at tjene penge.

Den kontante melding kommer fra Verner H. Kristiansen, tidligere formand for brancheforeningen Danske Kloakmestre, som nu med hastige skridt nærmer sig sit 25-års jubilæum som selvstændig med firmaet Entreprenør & Aut. Kloakmester Verner H. Kristiansen. Siden forkortet til Kloakfirmaet Verner H. Kristiansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han lægger ikke skjul på, at han savner "gamle dage", da der stadig var masser af faglig stolthed og mindre fokus på mammon.

- Nu skal alt udliciteres for at få den rigtige pris. Faglig stolthed er yt. Penge, penge, penge, siger han i en pressemeddelelse, der er udsendt i forbindelse med jubilæet.

- Jeg forstår ikke, at vi kan flyve til månen, men at bundfældningstanke falder sammen i jorden igen, igen og igen. Og producenterne siger "det kan vi ikke forstå - det har vi aldrig hørt om før", fortæller han videre og afslører dermed, at han ikke er typen, der pakker tingene ind.

Vigtig skideballe

Der er løbet meget spildevand i kloakken, siden en ung Verner H. Kristiansen tjekkede ud af 10. klasse.

- Det år var jeg til eksamen to gange. Jeg tog både jagttegn og traktorkørekort. Ellers er LHS min længste uddannelse - LHS for Livets Hårde Skole, forklarer Verner H. Kristiansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En kloakmestereksamen blev det også til. Den har lagt hele fundamentet for den faglige karriere med eget kloakfirma og stor faglig respekt helt ind i styrelser og ministerier. Som formand for Danske Kloakmestre var Verner H. Kristiansen på julekort med landes miljøminister, og der blev spurgt i Snæbum, når der skulle strikkes nye love og forordninger sammen på miljøområdet.

Han er født og opvokset i Snæbum ved Hobro - lige på den anden side af søen, hvor han bor den dag i dag. I en periode flyttede han til Vejle og fik arbejde i Løsning, hvor han også fik en ganske afgørende skideballe.

- Mester brokkede sig over, at jeg havde brugt for meget sand til at lægge nogle fliser. Det havde jeg ikke, og jeg kunne ikke leve med at skulle lave arbejde, som jeg ikke kunne stå inde for. Derfor kørte jeg hjem og gik i banken. Jeg ville starte for mig selv. Bankmanden fortalte mig, at jeg faktisk kunne få iværksætterydelse, så i tre og et halvt år fik jeg 6500 kroner om måneden. Det gav mig frihed til at komme rigtigt i gang som selvstændig. Jeg brugte i øvrigt pengene til afdrag på en rendegraver, fortæller Verner H. Kristiansen, som i dag også udfører tv-inspektion.

Også slamsuger

Foruden Kloakfirmaet Verner H. Kristiansen ApS, driver Verner H. Kristiansen også virksomheden Karl & Verners Kloakservice ApS sammen med Karl Vestergaard Andersen.

- Når jeg kørte med kloakkameraet, skulle jeg ofte bruge en slamsuger med højtryksspuler. Det var som regel Karl, som arbejdede for Hobro Kloakservice. Vi kom godt ud af det sammen, og derfor besluttede vi os for at lave et fælles firma. Karl har kørt med slamsuger i masser af år og er nærmest en legende inden for faget, siger Verner H. Kristiansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

25 års jubilæet den 1. juni fejres først fredag den 3. juni, hvor Verner H. Kristiansen byder på "en mellemmad med drikkevarer".