Abonnementsartikel

Arkil Holding, der ejer halvdelen af Strukton-Arkil I/S, varsler erstatningskrav mod BaneDanmark oven på fyringen fra fynsk sporarbejde.

Banedanmark har opsagt kontrakten med Strukton Rail, der blandt andet ejes af Arkil, og Arkil Holding skriver i en ny delårsrapport, at opsigelsen vil blive fulgt op af et erstatningskrav rettet mod BaneDanmark.

- Arbejdet med at afklare de økonomiske konsekvenser for projektet pågår stadig, hvilket bevirker en væsentlig usikkerhed om det endelige udfald, og konsortiet bestrider BaneDanmarks begrundelse for ophævelse af kontrakten, står der i delårsrapporten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hovedpunkterne i delårsrapporten er en omsætning i 1. kvartal 2016 på 464,9 mio. kr. mod 543,1 mio. kr. sidste år, svarende til et fald på 14 procent. Det primære driftsresultat (EBIT) er som forventet realiseret med et tab på 67,5 mio. kr. mod et tab på 42,3 mio. kr. sidste år. Koncernens resultat før skat udgør for perioden -67,5 mio. kr. mod -36,1 mio. kr. sidste år. I 2016 forventer koncernen en omsætning i niveauet 3.100 mio. kr. mod tidligere udmeldt i niveauet 3.400 mio - altså en nedjustering på 300 mio. kr. Også resultatforventningerne sænkes fra 70-100 mio. kr. til 40-70 mio. kr. - altså 30 millioner kroner lavere.

- Resultatet for 1. kvartal er som forventet ved årets start. Forventningerne til aktiviteten resten af året påvirkes negativt af et fald i udbuddet og ordreindgangen af større statslige vej- og anlægsprojekter, som rammer forretningsområdet Civil Works på såvel aktivitet som indtjening. Ophævelsen af kontrakten på sporombygningsprojektet på Østfyn bidrager til større usikkerhed om prognosen for resultatet end sædvanligt. Trods en fortsat positiv udvikling i koncernens øvrige forretningsområder, nedjusteres forventningerne til resultatet for helåret på baggrund af ovennævnte forhold, udtaler adm. direktør, Jesper Arkil, i forbindelse med delårsrapporten.

Det oplyses i delårsrapporten også, at ordreindgangen af nye, større anlægsprojekter har været noget lavere end forventet som følge af, at flere udbud er blevet udskudt eller aflyst.

Af større igangværende opgaver har Arkil jernbane- og brobyggeri på bl.a. strækningen Ringsted-Femern, tunneleringsarbejdet af Damhusledningen, motorvejsentreprisen Tvis-Aulum, havneudbygningen i Skovshoved Havn samt opgradering og renovering af kajanlæg på Frederikshavn Flådestation og større projekter på vejområdet.