Abonnementsartikel

Maskinfører Karsten Nielsen har siden 2001 kørt i Dozere fra Komatsu, og han har nu taget hul på den tredje af slagsen.

Maskinfører Karsten Nielsen har hang til Komatsu-dozere. Siden 2001 har han tilbragt godt og vel 25.000 timer i store, gule, jordskubbende japanere. Og det er kun helt rigtigt, hvis der både står Komatsu og Arkil på dem.

- Jeg startede faktisk i en dozer af et andet mærke, men Komatsu'erne passer nu bedst til det, jeg kører og laver. På en almindelig dag laver jeg en del finurligheder, som efterfølgende gør arbejdet nemmere for kolleger i gradere og gummigeder. Det kan være afretning omkring brønde eller tæt på ting. Og jeg har bedre udsyn til at lave finurlighederne i en Komatsu, forklarer Karsten Nielsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tre af samme type

Han har netop "taget hul" på sin tredje splinternye Komatsu-dozer i rap. En godt og vel 24 tons tung maskine med modelbetegnelsen D65PX-18, som PowerGear i øvrigt tidligere har testet. De to foregående har været af præcis samme type, men henholdsvis en -12 og en -15.

- Den første fik jeg i 2001 og kørte 11.500 timer i den frem til 2007, da jeg fik min anden Komatsu. Den tilbragte jeg 13.500 timer i, indtil jeg så nu har fået nummer tre. Komatsu-forhandleren, Scantruck, har leveret maskinen udstyret med Trimble 3D-maskinstyring. Arkil anvender fortrinsvis Trimble til flåden af maskiner, fortæller Karsten Nielsen.

Væsentlige forbedringer

Han glæder sig over den løbende udvikling, der sker med maskinerne hen over årene. Alene fra hans nu tidligere D65PX-15 til den nye -18 bemærker han forbedringer på væsentlige punkter. Blandt andet har Karsten Nielsen stor ros til det reducerede støjniveau, førerkomforten og ikke mindst på betjeningen.

Maskinføreren med hang til Komatsu-dozere bor i Silkeborg. For tiden tager han daglig turen til byggeriet af den nye Holstebromotorvejen, hvor Komatsu D65PS-18'eren yder sit bidrag til flytning af kolossale mængder jord. Karsten Hansen runder 20 år for Arkil næste år. I den allerførste tid hos entreprenørselskabet styrede han en rendegraver. Siden 1998 har det været dozer - og de seneste 15 år altså Komatsu'er.