Abonnementsartikel

Wacker Neusons nye danske hovedafdeling er åbnet i Fredericia.

Wacker Neuson har nu slået dørene op for sin nye danske hovedafdeling, hvilket blev markeret med et åbent hus arrangement. Den nye afdeling er i øvrigt med værksted, lager og administration og ligger i Fredericia.

Det nyindrettede værksted og lager var i dagens anledning suppleret med pølsevogn og caféborde, samt et godt udvalg af Wacker Neusons maskinprogram, så der var god mulighed for at se maskinerne og få en snak med det nye team af salgs-, service- og lagerfolk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Wacker Neuson i Danmark havde også besøg fra fabrikken i Østrig. Den ansvarlige for de nordiske markeder, Market Development Manager, Andres Steiner deltog aktivt i præsentationen af de mange produkter.

- Det er en god udvikling for Wacker Neuson i Danmark. Kunderne efterspurgte logikken i, at alt materiel med Wacker Neusons navn forhandles af samme organisation. Det har vi opnået ved at samle lightmateriel med vibrations- og betonmateriel med kompaktmaskiner som dumpere og gravemaskiner, og dermed kan vi også bedre udnytte synergieffekterne mellem lightmateriel og kompakte maskiner, siger Andres Steiner i en pressemeddelelse.

Glad kunde

Blandt de interesserede kunder ved åbningen af det nye hovedsæde i Fredericia var Carsten Rahr fra Carsten Rahr Entreprenør & Maskinstation. Hans nye 6,0 tons Wacker Neuson var blandt de udstillede maskiner på åbningsdagen.

- Vi får den leveret i ugen efter åbent hus. Egentlig så vi den på Bauma-udstillingen i München, og vi har set på tre andre maskiner også, og det var især hydraulikken og førerkomforten, der var afgørende for valget af Wacker Neuson, siger Carsten Rahr, der får maskinen leveret med ekstra lang arm blandt andet til arbejde med mejekurv. Firmaet har meget arbejde med vandløbsoprensning, men løser ellers et alsidigt udvalg af entreprenør- og jordopgaver.

Wacker Neuson præsenterede et bredt udvalg af såvel light materiel som kompakte entreprenørmaskiner op til 14 tons.