Abonnementsartikel

En ny sejlrende til Vordingborg er færdiggjort, og fra den 15. juli kan skibe højere end fem meter ikke længere sejle under Masnedsundbroen.

Som MASKINteknik tidligere har skrevet, skal den nuværende Masnedsundbro, som i dag er en klapbro, låses fast og overgå til at være en ren vejbro. Det sker som følge af, at Banedanmark anlægger en ny jernbanebro ved siden af den gamle.

Det krævede imidlertid en ny sejlrende i Masnedø Østflak mellem Kalve- og Færgestrømmen, og arbejdet med denne er nu færdiggjort, oplyser Banedanmark i en pressemeddelelse. Dermed er tidsplanen overholdt, og fredag den 15. juli før midnat er det sidste chance for for fartøjer med en højde på mere end fem meter at sejle gennem Masnedsund, før broen bliver låst fast.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye sejlrende har i øvrigt en bredde på 45 meter, vanddybde på fem meter og en længde på 1.300 meter. I den nordlige ende af sejlrende er en vendecirkel for større fartøjer med en diameter på 400 meter.

Banedanmark markerer fastlåsningen med taler og is til alle deltagere samme dag klokken 14-15 på pladsen foran Vordingborg Bibliotek Sydhavnsvej 6.

Fastlåsningen af Masnedsundbroen sker som led i opgraderingen af jernbanen mellem Ringsted og Femern.