Abonnementsartikel

Nido har mere end 25 år på bagen hos Svenningsens. Stor kontrakt med Vejdirektoratet afventer endeligt svar.

Der har stået Nido på det store vinterudstyr fra Svenningsens A/S i cirka 25 år, hvor maskinforretningen har leveret til blandt andet danske kommuner og Forsvarets baser i Skrydstrup, Aalborg og Karup, og i dag har de ifølge deres egne opgørelser en markedsandel på cirka 15 procent. Nu har produktmærket for alvor opnået en markant positionering gennem Vejdirektoratets seneste udbud, hvor Svenningsens har vundet to ud af de tre udbudte delaftaler for årene 2016-2019 i form af levering af sneplove og befugtningsspredere.

Desværre for Svenningsens er der i skrivende stund klaget over afgørelsen, hvorfor der endnu ikke er en endelig afgørelse. Det ærgrer naturligvis Martin Steffen, teknisk salgskoordinator hos Svenningsens A/S, som har været dybt involveret i deres bud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi går rundt med en blandet fornemmelse. Fra at være helt oppe og ringe til at føle det hele var tabt igen, siger han.

Erfaren producent

Nido er en af Europas absolut største producenter af vintermateriel. Det er dog kun i Norden, at det går under navnet Nido. I resten af landene står der Schmidt på maskinerne. Schmidt-navnet er af tysk oprindelse, og bag navnet står en næsten 100 år lang produktion og udvikling af blandt andet sneplove. Det er i øvrigt en del af Aebi Schmidt Holding - ASH - som står bag en bred vifte af maskiner og materiel til blandt andet vintertjeneste.

- De har eksempelvis alt fra de helt små saltspredere til en pickup til de helt store spredere til flerakslede ladbiler. Spektret går fra 0,6 kubikmeter til 14,0 kubikmeter, forklarer Martin Steffen.

Hvis man ikke er vant til at høre navnet Nido, så vækker modelnavnet Stratos måske bedre genkendelse. Eksempelvis saltsprederen "Stratos L", som nu er ved at blive udskiftet i programmet med den nye model "3", som tilbydes i størrelserne 4,0-6,0 kubikmeter, har været en populær befugtningsspreder for mange kommuner, og i "3"-modellen er den inkluderet i Svenningsens tilbud til Vejdirektoratet.

- Den kom på markedet i 2015, og den har været meget populær fra begyndelsen. Den er mere kompakt end forgængeren og kan medbringe 200 liter mere væske. Det er primært Stratos 3 og kombisprederen Stratos Combi, som der arbejdes med i Danmark, lyder det fra salgskoordinatoren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efterspørger det bedste

Livscyklussen for en spreder fra Nido opgør Martin Steffen til typisk 10 år. Dog skal man have med i sine overvejelser, at det er en dyrere maskine end flere andre mærker.

- Nido er et rigtig godt produkt, men dyrt. De afskrives typisk over ti år, men de kan godt holde længere, hvis man passer på dem. Både kommunerne og Vejdirektoratet kører med udstyr på meget højt plan. De vil have de bedste spredere, de bedste bokse mv. De vil ikke køre med andenrangs udstyr, og det betyder, at når vi er færdig med det i Danmark, er der fortsat et marked for det i eksempelvis Østeuropa, siger Martin Steffen.

Tykt lag maling

Den dyrere pris og den højere kvalitet, som giver maskinerne en længere levetid, forklarer Martin Steffen blandt andet med væsentlige tiltag i konstruktionen.

- Vi er de eneste, der pulverlakerer. Det betyder, at laget af maling er lige så tykt på et skarpt hjørne på maskinen som på et fladt stykke. Der bygges desuden efter LEAN, hvor maskinen først bygges, når selv den mindste skrue er på plads. Hos Svenningsens har vi de mest gængse dele på lager. Derudover er der i Hannover et fælles europæisk centrallager for reservedele, hvor vi får leveret fra, siger Martin Steffen.

Kontrakten med Vejdirektoratet skulle efter planen træde i kraft i efteråret med levering af de første sneplove og befugtningsspredere omkring 1. september. På grund af klagen ventes tidsplanen at rykke sig.