Abonnementsartikel

Ringkøbing Skjern Vandforsyning bruger de nye RC Protected rør fra Emtelle i sin nye forsyningsstruktur.

Ringkøbing Skjern Forsyning er i gang med at etablere en forsyningsstruktur, der skal reducere antallet af vandværker fra 11 til 3. Det betyder, at der blandt andet skal anlægges flere nye transportledninger. Leverancen af 33 km drikkevandsledninger er blevet vundet af Emtelle, som med sin nyudviklede rørtype RC Protected - Resistance to Crack - kunne sikre en række vigtige omkostningsbesparelser gennem hele projektet.

- RC Rørene opfyldte de krav, der var specificeret i udbuddet, og rørlængderne på 24 meter har givet væsentlige besparelser i forhold til mandetimer, fortæller projektchef Erik Kærgaard fra Ringkøbing Skjern Forsyning og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der skal laves færre svejsninger og samtidig betyder rørenes konstruktion, at vi ikke skal etablere en sandlomme omkring dem. Vi kan tværtimod genanvende den jord, der er gravet op, og det er en klar fordel - også for miljøet.

Netop omkostningerne ved jordarbejdet er ekstra store ved denne type af projekter, fordi man normalt skal skaffe sand og samtidig står tilbage med overskydende jord, der skal køres væk.

RC Protected er kombirør med de samme egenskaber som kapperør. Rørene kan tåle en hård behandling både under transport og montage. Materialet betyder, at rørene kan tage højere punktbelastninger. Dermed kan man genbruge den opgravede jord i stedet for at lægge sand omkring og dermed opnå store besparelser. Rørenes miljøprofil understreges af, at de er fremstillet af materialer, der er 100 procent genanvendelige.

Færre svejsninger og nemmere transport

Rørlængderne på 24 meter har betydet, at der er sparet cirka 10 procent på mandetimerne til svejsesamlingerne. Valget af denne rørlængde har samtidig givet fordele under transporten fra Emtelles danske fabrik:

- Med 24 meter rør kan vi bruge en almindelig udtræksbil og er fri for at have følgebil med under transporten. Det sparer yderligere omkostninger, som kommer kunden til gode, fortæller salgsdirektør Jens E. Kristensen fra Emtelle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Virksomhedens 6.500 kvadratmeter store fabrik i Sønder Felding har nu 11 produktionslinjer under tag og kan fremstille rør med en diameter op til 800 mm.

Som en ny fordel for kunderne har Emtelle investeret i en coiler, så rørene kan leveres på ruller. I praksis betyder dette, at rør med diameteren 250 mm kan fås i længder på 135 meter, mens rør på 110 mm i diameter kan levere i 1100 meters længde.

- Det sparer utroligt mange svejsninger, og vi tilbyder at levere rullerne på specialvogne, som entreprenøren har til rådighed i typisk 2-3 dage. En virkelig effektiv løsning, vi har store forventninger til, siger Jens E. Kristensen.