Abonnementsartikel

Tragedien, hvor en tysk kvinde blev dræbt af en 30 kilo tung sten på den fynske motorvej, har medført en politisk debat om, hvordan lignende ulykker kan forhindres.

Socialdemokraterne vil have transportminister Hans Christian Schmidt til at undersøge, hvor ofte der bliver kastet livsfarlige genstande ud fra motorvejsbroer. Herefter bør de særligt udsatte motorvejsbroer udpeges og sikres.

- Det kan være højere hegn eller bedre overvågning. Søndagens ulykke endte i et decideret drab, og det skal vi tage alvorligt, har retsordførerTrine Bramsen udtalt til Ritzau.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En af landets store leverandører af hegn og sikringsløsninger bekræfter, at opsætning af hegn på vejbroer gør det meget vanskeligt at kaste tunge genstande ned på kørebanen.

- Det er muligt at lave en slags tunnelhegn af enten trådhegn eller panelhegn. På en to- eller firesporet vej kan man ikke lukke i toppen af broen, men i stedet opsætte et lodret hegn på begge sider af broen med en vinkel, der vender indad i omkring 45 grader, og med tre-fire tråde med 10 centimeters mellemrum. Hegnet vil nå op til en højde på ca. 2,5 meter, og det vil ikke være muligt at kaste genstande hen over det, siger adm. direktør i Ishøj Hegn, Steen Holm, i en pressemeddelelse.

Kontakt til kommuner

Virksomheden er tidligere i år blevet kontaktet af Vejdirektoratet og enkelte kommuner, som har henvendt sig for at få et overslag på sikringsløsninger til broer over befærdede veje.

- Fra ca. 200.000 kroner kan en bro sikres med højt hegn i siderne, der vil forhindre personer i at kaste genstande ned på vejene. Det er en investering, som kan gøre det mere sikkert at køre på motorvejene, siger Steen Holm.

Ishøj Hegn har tidligere opsat hegn, skydeporte og adgangskontrol på blandt andet havnen i Næstved og en krydstogtsterminal i Københavns Nordhavn. Begge opgaver var foranlediget af, at Folketinget kort før jul i 2003 vedtog en ændring af havneloven, der betød, at danske havne skulle sikres mod terror efter nye internationale regler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ligesom det blev et krav at sikre de danske havne mod terror, kunne man også forestille sig, at det blev nødvendigt at lave sikkerhedsforanstaltninger på danske motorvejsbroer. Det er desværre langt fra første gang, der bliver kastet genstande ned i trafikken fra broer, siger Steen Holm.

Efter ulykken på Fyn har Vejdirektoratet dog slået fast, at en sikring af de danske motorvejsbroer ikke giver mening økonomisk.