Abonnementsartikel

Hensynet til beboerne og en økonomisk fordelagtig løsning, der kvalitetsmæssigt er på niveau med nye kloakrør, fik overbevist AL2bolig om, at strømpeforingsteknikken var løsningen for boligforeningen Langkærparken i Tilst.

Kloaknettet under Langkærparken var 45 år gammelt og i så ringe forfatning, at der flere steder har været problemer med driften og med rotter. Det var derfor tid til en fornyelse af kloaknettet i forbindelse med en helhedsplan, der omfatter udskiftning af facader, køkkener og bad, faldstammer samt grønne arealer og parkanlæg.

- Vores helt klare holdning er, at den del af en bebyggelse, der ligger under jorden, det skal vi have 100 procent styr på. Derfor var vores holdning fra start, at der skulle lægges nye ledninger under jorden. Men efter en nøje gennemgang af erfaringer og kvalitetstest, var vi ikke i tvivl om, at Aarsleff Strømpeforing kvalitetsmæssigt er at sidestille med nye rør og den optimale løsning for Langkærparken, siger Peter Brix Westergaard, der er teknisk chef hos AL2bolig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Undgår genhusning

Nu har vi både kunnet arbejde på facaderenoveringen og kloakkerne samtidig ...

Driftsleder Bo Reiff Larsen

AL2bolig

For AL2bolig har hele processen omkring minimale gener for beboerne vejet tungt, herunder blandt andet at undgå genhusning. Med strømpeforingsteknikken, hvor man krænger en polyesterforing ind i eksisterende kloakrør og derved etablerer et rør i røret, har beboerne undgået et kæmpe indgreb i deres kælderarealer, som blandt andet har fungeret som midlertidige køkkener og adgangsveje til boligerne.

- Hvis vi skulle have lagt helt nye rør, så skulle alle kældergulve have været brækket op og genstøbt. Nu har vi både kunnet arbejde på facaderenoveringen og kloakkerne samtidig, og det har været medvirkende til, at hele byggeprocessen for alle håndværkerne er forløbet langt smidigere, forklarer driftsleder Bo Reiff Larsen hos AL2bolig.

Lang levetid

Under selve dækket fra kælderen i de 34 boligblokke ligger nogle punkfundamenter, der støtter de bærende vægge, og i de punktfundamenter er de gamle ledninger også støbt ind. Hvis de skulle hugges op og der skulle lægges nye rør, så ville det besværliggøre processen yderligere.

- Det er jo lige præcis ved denne type af projekter, at strømpeforing kommer til sin ret. Vores strømpeforinger udføres efter forskrifterne udstukket af Kontrolordningen for Ledningsrenovering og er testet af Teknologisk Institut med en forventet levetid på op til 100 år, så det er fuldstændig som at få helt nye rør, forklarer Henrik Kjær, der er salgsleder hos Per Aarsleff.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Inden udførelsen af strømpeforingerne er de lunker, som gennem tiden naturligt er dannet i det gamle kloaknet, rettet op. Samtidig har en kritisk gennemgang af kloaksystemet medført, at de mange ledninger, som ikke længere er i brug er blevet lukket af, så rotterne ikke længere har mulighed for at indtage kloaksystemet.