Abonnementsartikel

Der er ikke megen forståelse hos Dansk Folkepartis transportordfører for de københavnske vestegnsborgmestres ønsker om en Ring 5.

Debatten om en dansk transportpolitik har den seneste tid drejet sig meget om investeringer på vejområdet og mindre om jernbane. Men hvad er der egentlig blevet af Togfonden? Det spurgte Dagens Byggeri Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen om på partiets landsmøde i Herning:

- Togfonden er der endnu, men vi må bare erkende, at oliemilliarderne ikke er kommet ind i det tempo, som vi havde håbet på. Det er vi mange, der er glade for, når vi tanker vores biler og fylder olie på oliefyret, men det giver en manko på 12-13 milliarder kroner i Togfonden. Den skal stadig gennemføres, men vi er nødt til at gøre det i et langsommere tempo, siger Kim Christiansen til Dagens Byggeri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vejprojekter

I min optik er den oprindelige tanke om en Ring 5 fra Helsingør og uden om København stendød.

Transportordfører Kim Christiansen

Dansk Folkeparti

Han erkender, at det oprindeligt var aftalt, at var der ikke penge nok i Togfonden, skulle pengene findes andre steder på finansloven. Men det mener han ikke kan lade sig gøre i den nuværende situation:

- Når man ser på de flygtningestrømme, vi har oplevet, og at der i forvejen må skæres på ældrepleje og andet, tror jeg ikke, at ret mange partier er interesserede i at skulle finde 12-13 milliarder kroner på finansloven. Til gengæld er der presserende vejprojekter, hvor vi blandt andet har lavet anlægslove for Frederikssundsmotorvejen og E20 over Fyn. Desuden er der på finansloven afsat næsten en halv milliard kroner til udvidelse af E45. Dertil kommer Kalundborgmotorvejen, siger Kim Christiansen videre.

Arealreservationer

Og så lægger han en Ring5 i omkring Storkøbenhavn i en mølpose og snører godt til, selv om en række københavnske vestegnsborgmestre taler varmt for en sådan løsning:

- I min optik er den oprindelige tanke om en Ring 5 fra Helsingør og uden om København stendød. Det er blandt andet derfor, at vi i øjeblikket diskuterer, om vi kan fjerne nogle af de arealreservationer, som i mere end 40 år har ligget til Ring 5. Jeg tror ikke, at den nogensinde kommer, siger Kim Christiansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er dog åben for, at der kan laves delstrækninger af Ring 5 planerne, og derfor er han tilhænger af at bevare nogle af arealreservationerne.

Enormt tryk

Han peger på, at der eventuelt kan blive tale om at forbinde nogle motorvejsstrækninger omkring Storkøbenhavn, hvor der er et enormt tryk på vejene:

- Der kan være steder, hvor vi kan bruge traceen, siger han.

Når talen falder på Hærvejsmotorvejen siger Dansk Folkepartis transportordfører:

- Det er et godt projekt, der blandt andet kan egnsudvikle, og hvor Vestjylland kan trækkes lidt mod Østjylland. Men det er et meget dyrt projekt, og jeg ser ikke en Hærvejsmotorvej de første 20 år, ligesom jeg på lang sigt ser en Kattegatforbindelse, slutter Kim Christiansen.