Abonnementsartikel

Selv om et hus er af nyere dato, er det ikke ensbetydende med, at kloakkerne under er uden fejl, og derfor opfordrer både boligadvokater og DTVK til TV-inspektion.

Danske TV-inspektionsfirmaers Kontrolordning(DTVK) under Dansk Byggeri opfordrer boligkøbere til at få lavet en inspektion af kloakken, inden der handles. Samtidig anbefaler flere og flere boligadvokater sine klienter at få tjekket kloakken inden huskøbet. Ejerskifteforsikringen dækker nemlig ikke alle forhold.

- Vi har ikke en nøjagtig statistik på, hvor stor en del af nyere huse, der har fejl på kloaksystemerne, men omkring 20 procent af de huse og bebyggelser vi servicerer, er af nyere dato, der blandt andet har problemer med bagfald og forkert montering. Og det gælder altså huse, som er bygget i 90'erne og op gennem nullerne, forklarer Claus Vangsager, der er formand for TV-inspektionsgruppen under DTVK.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere TV-inspektioner

DTVKs medlemsvirksomheder TV-inspicerer årligt cirka 5000 kilometer kloakledning. Og medlemsvirksomhederne bliver tilkaldt oftere og oftere i forbindelse med huskøb.

- I forbindelse med udarbejdelse af tilstandsrapporten er det en god ide at bede sælgeren om at få lavet en tv-inspektion af kloakken, som cirka koster mellem 2.500-5.000 kroner. Det er der flere og flere, der gør, og derved undgår både at købe et hus, hvor rotterne regerer samt få store ekstraregninger på reparation af kloakledningerne, siger Claus Vangsager.

Ifølge Claus Vangsager vil den optimale løsning for huskøbere dog være, at TV-inspektion blev en fast del af tilstandsrapporterne. Det kan sikre kommende boligejere mod oversvømmelser i kælderen samt massive og potentielt dyre vandskader, der kan være en konsekvens af fejlinstallationer og dårlige kloaksystemer.

Dækker ikke alt

Normalt dækker indbo- og husforsikring vandskader forårsaget af voldsomme skybrud. Forsikringen dækker dog ikke, hvis der er for små kloakledninger på grunden og hvis dette medfører, at regnvand skubbes tilbage i rørene og ind i husets kælder eller stue. Derfor anbefaler Danske Boligadvokater også, at boligkøberne sikrer sig, at kloakforholdene er i orden i forbindelse med bolighandlen.

En udvidet ejerskifteforsikring, som omfatter lovliggørelse af stik- og kloakledninger i kombination med en udvidet husforsikring, giver ifølge Jan Schøtt-Petersen, der er formand for Danske Boligadvokater, den bedste dækning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Boligkøberne bør dog være opmærksomme på, at en ejerskifteforsikring ikke dækker forhold, som skyldes manglende vedligeholdelse, slid og ælde eller udløb af byggematerialers levetid. Derfor er det en fordel at få gennemført en tv-inspektion af ejendommens kloak og afløb, så man som boligkøber eventuelt kan forhandle et nedslag i pris eller bede sælger udbedre forholdene, siger, Jan Schøtt-Petersen.