Abonnementsartikel

Per Aarsleff A/S har håndteret masser af 50 meter lange offshorerør på 50 tons under sikring af limfjordsbro.

Ude i Limfjorden mellem Mors og Salling er Aarsleff i gang med at sikre den over 1.700 meter lange bro over sundet mod påsejling. Opgaven udføres for Vejdirektoratet, der har identificeret Sallingsundbroen som en af fire statsveje over fjorde og sunde, der er dårligt beskyttet mod påsejlinger. Derfor etablerer Aarsleff et stykke fra broen to store betonklodser, der hver måler 16 meter i længden, 27 meter i bredden og 6 meter i højden, og som skal stikke to meter op over vandet. Det oplyser Aarsleff på sin hjemmeside.

Kæmpe rør

Betonklodserne kræver et stærkt fundament, der blandt andet består af 36 offshore-rør med længder på 40-50 meter og en vægt på cirka 50 tons, hvilket er med til at gøre opgaven kompliceret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aarsleff Fundering påbegyndte projektet i november 2015, hvor den store udfordring bestod i at identificere de rette rør til opgaven. Med de lange rørlængder og installation under vand var kravene skærpede, og da opgaven samtidig regnes for en brokonstruktion, er der yderligere krav, der skal opfyldes. Løsningen blev fundet hos en hollandsk grossist, der hentede rør i Kina, hvor Aarsleff selv førte tilsyn med produktionen. Rørene blev sammensvejset i Holland og sejlet til Aalborg, hvorfra de blev sejlet videre til Sallingsund på en forsyningsflåde.

Små tolerancer

Aarsleff Fundering brugte en måned på installationen af rørene i ren produktionstid. Det indebar, at en stor kran skulle samles og rigges til samt placeres på flåden og trækkes ned til Sallingsundbroen. Her blev rørene løftet af kranen og nøje placeret i vandet, hvor de blev installeret med vibrator, inden de med en hydraulisk hammer og med små tolerancer blev rammet til færdig topkote seks meter under vand.

Aarsleffs Design & Engineering-afdeling har også været involveret i projektet - blandt andet omkring design af en interim konstruktion, en såkaldt rammeleder, med henblik på at få indmålt og placeret rørene sikkert.

Funderingsarbejderne på projektet er nu afsluttet, og den samlede konstruktion forventes at stå klar sidst på året. Det er Aarsleff Anlæg & Byggeri, der færdiggør skibsstødssikringen af Sallingsundbroen.