Abonnementsartikel

Johs. Møllers Maskiner tager på messe med stort fokus på brændstofbesparelser.

Der er ikke nogen tvivl om, at brændstoføkonomi er kommet mere i fokus de senere år, end hvad det nogensinde har været. Dels på grund af det miljømæssige aspekt, dels på grund af det økonomiske for virksomheden.

Netop markante brændstofbesparelser kommer i fokus, når Johs. Møllers Maskiner A/S præsenterer Liebherr-maskiner på Agromek i Herning. Både når det gælder gummigeder og gravemaskiner, skal der nemlig tankes mindre i de nye maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Gravemaskinen på hjul Liebherr A 918 var med på Bauma i München tidligere på året, og nu bliver der så lejlighed til at se den på vores stand i Herning. Den er ganske særlig, fordi den simpelthen er den mest brændstoføkonomiske maskine på markedet. A 918 bruger kun omkring syv liter diesel pr. driftstime. Samtidig er der masser af økonomi i Tier 4 F-dieselmotoren med SCR-teknologi. Det betyder, at der ikke skal beregnes udgifter til partikelfilter, fortæller salgsdirektør Leif Rudebeck Petersen hos Johs. Møllers Maskiner i en pressemeddelelse.

Liebherr A 918 fremhæves i øvrigt også for sin store kabine, automatisk stabilisator-lås og Lidat GPS-overvågning af alle vitale dele.

Ny drivlinje

Ifølge Johs. Møllers Maskiner er det heller ikke gummihjulslæsseren Liebherr L 526, der sender oliesheikerne på overarbejde. Maskinen er nydesignet, og den nyudviklede drivlinje Liebherr Power Efficiency - LPE - sikrer op til 25 procent mindre brændstofforbrug.

Det oplyses, at der ikke er vedligeholdelse af L 526'erens bremseanlæg, og læssemaskinen i mellemklassen holder sig i den absolutte økonomiklasse, når det kommer til dækskift. For med omkring 30 procent mindre dækslid kan der ifølge importøren budgetteres med, at den 12 tons tunge gummiged kører tæt på en tredjedel længere på gummiet.

Motoren er en Tier 4 F-dieselmotor med 140 hestekræfter, og maskinføreren tilgodeses med en superkomfort-kabine, som blandt andet er udstyret med touchscreen-display.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Liebherr L 526 får på Agromek følgeskab af sin populære lillesøster, L 506 Compact, på 5,5 tons.

En tur til Liebherr

- Kompaktlæsseren har allerede markeret sig som en stor succes på det danske marked. Størrelsen er helt rigtig til rigtig mange formål, og maskinen er stærk og solid og samtidig udstyret med masser af komfort. Tillige er L 506 attraktiv økonomisk, og vi leverer den med både hydraulisk skifte, skovl og pallegafler, fortæller salgsdirektør Leif Rudebeck Petersen.

Han forudser i øvrigt, at han og hans mandskab på Johs. Møller-standen kommer til at holde gode traditioner i hævd med indtil flere håndslag på maskiner direkte på Agromek.

- De fem første købere, enten på Agromek eller umiddelbart efter, får tilbudt en tur til Liebherrs fabrik i Kirchdorf godt 100 kilometer vest for München. Vi véd, at det interesserer mange maskinejere at få lejlighed til at se, hvor maskinerne kommer fra, og hvordan de produceres, siger Leif Rudebeck Petersen.