Abonnementsartikel

Svenningsens skal levere 15 nye Bobcat-minigravere til Loxam, der er i gang med en udskiftning af maskinparken.

Loxam har netop købt 15 Bobcat-minigravere hos Svenningsens. Der er tale om Bobcat E10-maskiner på 1200 kilo, der med en bredde på 71 centimeter er en slank minigraver.

- Den kan både komme igennem døre og ind i haver gennem smalle gangstier. En del andre minigravere i denne klasse er 81 centimeter brede, og så begynder der at opstå problemer, når de gælder de smalleste passager, siger salgschef hos Svenningsens, Dennis Faurby, der blandt andet er ansvarlig for Bobcat-afdelingen hos maskinleverandøren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For Loxam var det en bestemt detalje, der gjorde, at valget faldt på Bobcat-maskinen.

Joystick som standard

- Det var afgørende for os, at denne maskine som standard leveres med joystick frem for stangstyring. Det er noget, vores kunder efterspørger, fordi der er bedre ergonomi i at sidde med joysticks i hænderne. Så bliver man ikke så træt, hvis man skal sidde i maskinen i mange timer. Desuden har maskinen en god førerplads, så det er en god vare at have på hylden for os. Slutteligt er Bobcat også et stort mærke, som vi godt tør satse på, siger Frank Larsen, der er teknisk chef hos Loxam.

Han har været med til at få handlen på plads gennem den seneste måned, og de 15 maskiner skal efter planen leveres i februar eller marts, hvorefter de fordeles mellem de 19 ud af Loxams 25 afdelinger, der har minigravere i denne størrelse.

Loxam har i alt 70 maskiner i samme størrelse som de nye Bobcat-maskiner og er aktuelt i gang med at udskifte en del af dem. De kubotaer, de 15 nye minigravere skal afløse, har nu kørt i otte år.

Loxam har tidligere købt en Bobcat E10, som er blevet gennemtestet med henblik på at sikre sig, at den kunne leve op til udlejningsvirksomhedens krav, og derudover er maskinen også blevet testet af Loxam-afdelinger i andre lande.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De 15 Bobcat-maskiner er en del af en større handel på europæisk plan, der i alt omhandler mellem 400 og 500 maskiner.