Abonnementsartikel

Spycap er et tankdæksel, der selv tænder alarmen, når dieseltyvene forsøger at tømme tanken.

Dieseltyveri er noget, de fleste entreprenører- og lastvognsfirmaer kan nikke genkendende til. Men hvis det står til Spycap, så kan problemets omfang godt gøres mindre. Virksomheden har udviklet Spycap, der er et dæksel til både både maskiner og dieseltanke, og det kan udsende en alarm, hvis dækslet fjernes af en tyv. Alarmen kan enten være tavs og bestå af en sms, der sendes til ejeren af maskinen, som så kan reagere, eller også kan alarmen være koblet til maskinens horn og lamper, hvilket skal få tyven til at stikke af.

Rasmus H. Vinge er ejer og direktør i Spycap, og det var hans onkel, der i 2009 kom på ideen til det alarmgivende tankdæksel. Onklen arbejder hos entreprenøren Henning Have, og i 2009 var det nærmere reglen end undtagelsen, at maskinerne på byggepladserne manglede diesel, når arbejdet startede op igen efter weekenden, og det fik ham til at udvikle alarmdækslet. Men som branche er dieseltyveri ifølge Spycap noget, man har vænnet sig til at leve med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indgroet opfattelse

- Jeg tror, at hele den her branche har vænnet sig til, at dieseltyveri bare er en af de ting, der er forbundet med at drive forretning, og at man nok ikke kan gøre noget ved det. Jeg har snakket med flere virksomhedsejere, som har accepteret, at dieselvtyveri er en post på budgettet, man bare må acceptere, siger Rasmus H. Vinge.

Spycap er en simpel anordning bestående af et tankdæksel, hvor der også sidder en lille radiosender i. Når dækslet fjernes af nogen, som ikke har lov til det, sender dækslet et radiosignal til en modtager - det vil i mange tilfælde være den gps-tracker, som mange maskiner og lastbiler har monteret i forvejen. Brugen af trackeren gør det ifølge Rasmus H. Vinge nemt og økonomisk at montere Spycap i en maskine.

- Det har været afgørende for os, at løsningen nemt kan monteres, hvorefter man ikke skal bekymre sig mere om den. Langt de fleste entreprenører bruger i dag flådestyringssystemer, og i så fald koster det under 2000 kroner at tilkoble Spycap. Det tager blot en halv time at montere på værkstedet, og batterierne i dækslet holder i mange år, siger Rasmus H. Vinge.

Ikke en garanti

Han medgiver, at Spycap ikke er en garanti mod dieseltyveri og sammenligner løsningen med en tyverialarm i et hus.

- Spycap og tyverialarmer har det tilfælles, at de begge er et godt værn mod de åbenlyse tyverier. Det begynder branchen også at indse. Jeg møder nogle gange den indvending, at tyvene sikkert bare finder en måde at omgå Spycap på, men det har man faktisk ikke oplevet de steder, hvor man bruger Spycap. Langt de fleste maskiner er jo slet ikke sikret, og fordi det stadig er en lille andel, der har Spycap monteret, så er tyvene ikke opmærksomme på det. Det første, en tyv gør, er jo ikke at bore hul i tanken - han tager fat i dækslet, og så er alarmen allerede tændt. Vi har endnu ikke oplevet tyveri fra en maskine med Spycap monteret, og sammenlignet med, hvad det koster få tømt en tankfuld diesel, så skal der ikke mange tyverier til, før et dæksel har tjent sig selv ind, siger Rasmus H. Vinge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange data

Spycap har etableret et samarbejde i Tyskland med distributøren af Tomtoms flådestyringssoftware, og her har distributøren fokus på at bruge Spycap som en lille integreret del af en maskines mange systemer. Når de alle sammen kobles sammen, kan man for eksempel lave et regelsæt, der gør, at Spycap-alarmen kun lyder, hvis tanken åbnes et sted, hvor maskinen ikke kan tankes op. Eller at alarmen begynder at lyde, hvis dækslet åbnes, uden der efterfølgende tilføres en vis mængde brændstof til tanken.

- Med sådan nogle regelsæt kan man undgå falske positiver, hvor det ikke er en tyv, der er på færde. Og man vil også kunne spore intern svindel på den måde. Jeg tror, at man i Danmark er langt fremme, når det gælder om at bruge maskinernes mange data, så jeg ser det som en naturlig udvikling, at man også begynder at se på hvilke informationer, man kan opsamle i sit flådestyringsssystem, siger Rasmus H. Vinge.

Organiseret tyveri

Han fortæller, at der er en tydelig grad af organisering, når det gælder dieseltyveri. Når entreprenørerne eller vognmændene lykkes med at pågribe dieseltyve, så har de ofte store tanke monteret inde i deres varevogn, hvilket viser, at der ikke bare er tale om småtyveri.

- En portion diesel er det samme som en portion grus - den er fuldstændig umulig at spore. Der er eksempler på, at politiet har stoppet folk ved grænsen med en fyldt palletank på 5000 liter bagi, men det kan de ikke gøre noget ved. Man er nødt til at fange tyvene på fersk gerning, siger Rasmus H. Vinge.

Det er svært at få en vurdering af omfanget af dieseltyverier i Danmark. Ifølge politiet er der tale om store mørketal, fordi mange tyverier aldrig anmeldes til politiet.