Abonnementsartikel

Danske Maskinstationer & Entreprenører (DM&E) ser det som et positivt tegn, at BoligJobordningen er nævnt i det nye regeringsgrundlag.

Boligjobordningen er nævnt i det regeringsgrundlag, som den nye trekløverregering kunne præsentere for nyligt. Og det vækker glæde ved flere brancheorganisationer, at der er en mulighed for, at ordningen kan fortsætte.

Hos Danske Maskinstationer og Entreprenører ser man Boligjobordningen som en gevinst for både miljøet, boligejere og de mindre virksomheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er ingen tvivl om, at DM&E ser meget positivt på både den tidligere og nuværende boligjobordning. Vi har gennem tiden lagt stor vægt på, at regn- og spildevandsinstallationer var omfattet af fradragsmulighederne, da det giver god mening i forhold til miljøet, siger konsulent i DM&E Søren Christensen og fortsætter:

- Den danske bygningsmasse kæmper med nedslidte og underdimensionerede afløbsinstallationer, og det giver store udfordringer både i forhold til forurening af blandt andet vandløb og grundvand, men også i forhold til sundhedsrisikoen fra især rotter, som lever godt i de hullede kloakker.

DM&E oplever, at mange boligejere desværre har svært ved at se incitamentet til at få forbedret boligens afløbsinstallationer, som ligger langt under jorden og er ude af syne. Derfor er fradragsmuligheden via BoligJobordningen et vigtigt redskab, hvis vi skal have løftet kloakkernes tilstand, mener brancheforeningen.

Også klimasikring

- Stadig flere voldsomme skybrud og langvarige regnskyl betyder øget behov for klimasikring af de enkelte ejendomme. Derfor vil vi også foreslå, at der i en eventuel ny og forhåbentlig mere permanent boligjobordning vil blive plads til ydelser, der vedrører klimatilpasning og regnvandshåndtering herunder LAR-løsninger og belægningsløsninger, der får regnvandet op af kloakkerne og håndtere det lokalt i stedet, forklarer Søren Christensen.

- Vi oplever ofte, at diskussionen drejer sig om effekten ved Boligjobordningen, men for DM&E hersker der ingen tvivl om, at denne ordning er særdeles betydningsfuld for de mindre virksomheder ude i landkommunerne. Vores medlemsvirksomheder fortæller, at håndværkerfradraget er efterspurgt, og at det både sætter gang i projekter og mindsker sort arbejde, fortæller Søren Christensen og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil derfor anbefale at arbejde for, at Boligjobordningen også forsætter efter 2017 og forhåbentlig bliver en mere permanent ordning, som vi kender det fra eksempelvis Sverige.