Abonnementsartikel

Kloakmester Thomas Nørgaard fra Viborg udlejer gravemaskine-teams i halve og hele år og udvider nu maskinparken med en Hitachi på 25 tons.

Udlejning af et team - gravemaskine inklusive en maskinfører og en rørlægger - har udviklet sig til et godt forretningskoncept for kloakmester Thomas Nørgaard fra Viborg. Virksomheden har netop anskaffet sig sin hidtil største maskine - en 25 tons Hitachi - for at imødekomme den stigende efterspørgsel.

- Stadig flere kunder har behov for større maskiner til deres kloakprojekter, og muligheden for at kunne leje et komplet hold har vist sig at være den rigtige løsning for mange. Så flere af vores hold ser vi ikke i halve eller hele år, fordi de konstant er udlejet, men det er kun en del af forretningen, siger Thomas Nørgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gang i Tyskland

Thomas Nørgaards virksomhed får stadig mere egenproduktion og har senest været i Tyskland for at byggemodne og klargøre et stort areal til opførelse af luksus-sommerhuse.

- Vi kom ned til en mark, der var fyldt med træer, og lavede så alt forarbejdet til byggeriet af 15 luksussommerhuse på hver 300 kvm. Opgaven med at etablere kloakker, stikledninger, fundamenter og sokler kom fra en fast samarbejdspartner, der finder byggegrunde og udvikler projekter. Næste gang er det yderligere 20 huse, og vores del af arbejdet starter i maj 2017, siger Thomas Nørgaard.

De mange opgaver har bragt maskinparken op på 16 stk, og den nye Hitachi blev valgt på baggrund af gode erfaringer med en tilsvarende maskine på 21 tons.

- Vores folk er glade for Hitachi og især hydraulikken, og det har stor betydning. De skal være tilfredse med deres maskiner - ellers får jeg det helt sikkert at vide, siger Thomas Nørgaard.