Abonnementsartikel
Den danske importør og forhandler af Case entreprenørmaskiner modtog særlig pris ved internationalt event.
Pilen peger i høj grad i den positive retning for S.D. Kjærsgaard A/S, som i sit seneste regnskab mere end fordoblede bundlinjen. Bag resultatet ligger et skarpt fokus på forbedringer af interne processer, og dertil skal der tillægges en ambitiøs strategi for importen og forhandlingen af firmaets hovedmærke Case Construction.
Indsatsen med Case er heller ikke gået maskinmærkets ejere, CNH Industrial, næse forbi. Ved et nyligt afholdt forhandlerarrangement, CASE Construction Dealer Convention, i Torino blev S. D. Kjærsgaard hædret med prisen "Spirit of Case Award". Det skete i skarp konkurrence med en lang række importører af Case Construction fra andre lande.
- Jeg må indrømme, at jeg ikke vidste noget på forhånd. Først da de læste nomineringen op, blev jeg klar over, at S.D. Kjærsgaard kunne vinde. Jeg skyndte mig at tage et billede af teksten på podiet, så jeg i det mindste kunne vise det frem i firmaet. Men at vi endda vandt, er bare rigtig dejligt. Det er rigtig fedt, at vi vinder sådan en anerkendelse, siger Palle Kjærsgaard.
"God mellemtid"
Grundlæggende er det ikke nok at sælge mange maskiner. Prisen tildeles efter flere kriterier, som inkluderer salg inden for hele Case-paletten, dvs. både læssemaskiner, gravemaskiner, rendegravere, gradere, dozere mv. Derudover skal man have styr på sit eftermarked, og så skal man gøre en aktiv indsats for at holde sine sælgere og servicefolk opdaterede.
Samtidig bidrog det også på plussiden, at SDK i samarbejde med MASKINteknik bragte 150 danske maskinførere ind på Case Construktions stand under Bauma 2016 i München.
- Jeg opfatter prisen som et bevis på, at vi har sat en god mellemtid, og fremadrettet skal vi ikke lave dårligere tider. Det vil nok være rigtigt svært at vinde igen næste gang, men vi skal gøre en indsats, så CNH Industrial også bemærker os i 2017. Vi kan bruge prisen som en motivation til at fastholde den vindermentalitet, der kendetegner S. D. Kjærsgaard. Denne pris tilhører hele SDK. Som direktør og ejer er det så tilfældigvis mig, som må påtage sig den opgave at tage ud i verden og modtage priser på vores vegne, men det har jeg informeret de ansatte om, at det gør jeg gerne.