Abonnementsartikel

Hofor har sendt droner i luften i Vanløse og Brønshøj/Husum for at finde utætheder på de mange kilometer fjernvarmerør under byens gader og haver.

Det siger sig selv, at når man har 2888 kilometer fjernvarmerør - som tilfældet er for Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab - er det noget af en opgave at holde øje med, om der skulle opstå lækager. Derfor tog Hofor i december 2016 droner i brug i kampen for at finde utætheder og varmetab i rørene - i første omgang over Vanløse og Brønshøj/Husum. Det skriver Hofor i en pressemeddelelse.

Dronerne er udstyret med et varmesøgende kamera og efter at have taget cirka 500.000 billeder kunne man stykke et termisk kort sammen, der viser, hvor der er unormalt høje temperaturer i undergrunden og derfor risiko for et varme- og vandtab fra fjernvarmerørene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til gavn for forbrugerne

Når Hofor lægger nye fjernvarmerør, er de udstyret med alarmtråde, som er en nyere teknologi, der kan registrere eventuelle lækager. Men da flere af rørene under København er af ældre dato, findes denne mulighed ikke i disse rør.

Det var derfor Hofors klare håb, at man med dronerne hurtigt kunne få et mere præcist overblik over, hvor der eventuelt er utætheder. Sektionsleder i Hofor Bo Jensen Møller er positivt overrasket over resultaterne.

- Dronerne har lokaliseret 44 steder, som højst sandsynligt er utætheder i rørene under Vanløse og Brønshøj/Husum. Vi har allerede været ude ved de første steder, som ganske rigtigt har vist sig at være lækager, som vi nu er ved at reparere, siger han.

Hofor oplyser, at der er tale om lækager, man nok ellers ikke ville have fundet eller i hvert fald ville have været længere om at opdage, da mange af rørene i villakvartererne løber i folks haver, hvor det er næsten umuligt at måle med håndholdte varmefølsomme kameraer.

- Med hjælp fra dronerne får vi langt hurtigere et præcist overblik over, hvor der kan være utætheder og få dem repareret. På den måde minimerer vi vores tab og kan bedre planlægge vedligehold af ledningsnettet. Alt sammen til gavn for både CO2-regnskabet og varmeregningerne, siger Bo Jensen Møller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Succesen fortsætter

Resultaterne fra Vanløse og Brønshøj/Husum er så gode, at Hofor nu har valgt også at foretage termograferinger via droner i andre dele af hovedstaden. Det drejer sig i første omgang om villakvartererne i Valby og Sydhavnen. Derefter kommer turen til Amager og Østerbro, hvor der ligeledes er villakvarterer.

Arbejdet med at få tilladelser til de nye flyvninger er godt i gang og planlægningen af flyvningerne ligeså.

- Vi regner med at begynde i Valby her i februar, fortæller Bo Jensen Møller.

Der er en række forhold, der skal være i orden for at få brugbare resultater, når man termograferer med droner. Det skal være koldt og mørkt, der må ikke være for meget vind, og asfalten må ikke være våd. Derfor bestræber Hofor sig på at gennemføre alle flyvningerne her i løbet af foråret.