Abonnementsartikel

Pakken med udstyr til nedbrydningsopgaver fylder mere og mere i produktpaletten hos Maskinhuset A/S, der har agenturet på en række kendte mærker.

Hos Maskinhuset A/S i Horsens fylder nedbrydningsudstyr gradvist mere og mere i takt med, at maskinimportøren også har fået udvidet sortimentet. Det drejer sig primært om redskaber til gravemaskiner, men sekundært også gummihjulslæssere.

- I dag kan vi ikke længere koncentrere os om selve maskinsalget. Kunderne vil også have udstyr, og de ved, hvad de vil have. De har lavet deres research og sat sig ind i tingene, når de kommer og skal se på en ny minigraver eller gummiged, fortæller salgschef Tommy Bergmann fra Maskinhuset i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores kunder er blevet meget mere opmærksomme på de fordele - opgjort på sparet tid og besvær - der er ved at få det optimale udstyr til maskinen, for eksempel inden for nedbrydning og diverse materialehåndtering. Det er en af årsagerne til, at et stigende antal maskinhandler de sidste år er forbundet med salg af udstyr, tilføjer han.

0,7-90 tons

Montabert er et af de produkter, som kundesegmentet - hovedsagligt bestående af entreprenørfirmaer og anlægsgartnere - bruger i forbindelse med nedbrydning af blandt andet trappesten, betonkonstruktioner og renovering af betongulve i stalde.

Maskinhuset oplyser, at franske Montabert er kendt over hele verden for sine hydrauliske hamre. Maskinhuset er importør og forhandler af udstyret, som består af tre produktlinjer: Light Breakers, som er målrettet gravemaskiner fra 0,7 ton og op til 14 tons. Heavy Breakers (18-90 tons) samt Blue Line Breakers (11-38 tons).

- I forbindelse med salg af udstyr til nye maskiner sælger vi suverænt mest af Light Breakers. Men vi sælger også de større hamre til andre mærker end vores egne, siger Tommy Bergmann.

Han forklarer, at de store hydrauliske hamre har en rigtig god slagstyrke. De variable hamre fra Heavy-serien justerer selv slagfrekvensen afhængig af underlagets beskaffenhed. Derudover er hammeren forsynet med gasmembran, som sikrer en affjedrende effekt, længere holdbarhed og reduceret støj.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Genbrug på stedet

Et andet nedbrydningsprodukt kommer fra finske Allu, som blandt andet har en sorteringsskovl, hvor entreprenøren kan sortere jord, blandet affald og nedbrydningsaffald i separate bunker på stedet.

- Allu har specialiseret sig i genindvinding. Det er en effektiv løsning, som også sikrer, at kunden sparer tid og penge på ikke at skulle transportere det opgravede materiale til deponi. Nu kan kunden genbruge materialet. Erfaringer fra Allu viser, at der på den måde kan opnås en besparelse på op til 70 procent ved at genbruge de sorterede råstoffer på stedet, forklarer Tommy Bergmann og oplyser, at sorteringsskovlen også bliver anvendt til håndtering af husholdningsaffald.

Redskaberne fra Allu, som også fås med oilquick, er bygget i hærdet stål, kræver minimal service og passer til gravemaskiner med en egenvægt på helt op til 160 tons, oplyser importøren.

Robust sortergrab

Maskinhuset har også agenturet på tyske DMS, som producerer sortergrabbe til minigravere. Ud over nedbrydning bliver produktet også anvendt til for eksempel sætning af kantsten og stensætninger. Maskinhuset fortæller i den sammenhæng, at det er designet til hårdførhed. Blandt andet sikrer en patenteret cylinderform med en fuldstændig indkapslet kolbe og indvendig oliegennemføring beskyttelse af grabbens åbne- og lukkefunktion.

Modellerne kan leveres med eller uden rotation og går fra 118 kg og op 378 kg og passer til gravemaskiner fra 1,5 til 9 tons.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ligesom inden for alle andre brancher efterspørger vores kunder udstyr, som øger produktiviteten. Det handler om at udnytte både maskine og udstyr optimalt og om at tænke i konkurrenceevne. Alt tæller, forklarer Tommy Bergmann.