Abonnementsartikel

Industrivejens Maskiner ApS har købt stort ind med et par nye piger til maskinparken.

Det nordjyske udlejningsfirma Industrivejens Maskiner ApS, der ejes af Jan og Lasse Holsko, har rustet sig stort med et par nye piger til de kommende år.

Siden 2007, hvor de startede med nogle få maskiner er det gået stærkt, rigtigt stærkt. Maskinparken tæller nu over 250 piger samt en hel del mindre entreprenørmateriel, der står under tag i både Nørresundby og Aabybro. Selvom den fysiske lokation er placeret i den nordjyske muld, har kundekredsen bredt sig til en større del af landet. Med den voksende kundekreds følger flere forespørgsler, kan Lasse Holsko, afdelingsleder for Industrivejens Maskiners afdeling i Aalborg, mærke og uddyber:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores fornemmeste opgave er at servicere vores kunder og imødekomme deres behov, så når efterspørgslen øges, køber vi selvfølgelig ind, så vores maskinpark matcher kundernes behov.

Vigtige argumenter

Det er i foråret således blevet til en investering i to nye piger til maskinparken; Valsetogene Atlas Copco / Dynapac CA1500D og Atlas Copco / Dynapac CA3500D. For den familieejede virksomhed var det egentlig ikke et svært valg, da deres maskinpark indeholdt hele tre Atlas Copco / Dynapac Valsetog CA1500D i forvejen. Det er herfra, Jan og Lasse har hæftet sig ved de mange forespørgsler og derfor ønsket at udvide maskinparken med flere valsetog:

- Det er en klar tendens, at vores kunder går efter kvalitet, og der må vi erkende, at Atlas Copco / Dynapac går rent ind. Kunderne kender Atlas Copco / Dynapac navnet og kerneværdierne hos os, der er kendetegnet ved kvalitet og et højt serviceniveau, forklarer Lasse og fortsætter:

- Vi har haft stor succes med vores program af valsetog fra Atlas Copco / Dynapac, som vi nu er ret godt tilfredse med. Vi kan tilbyde vores kunder valsetoge med høj driftssikkerhed og god brændstoføkonomi.

Industrivejens maskiner ApS lægger stor vægt på netop den høje driftssikkerhed og den gode brændstoføkonomi, men også valsetogenes rummelige, afvibrerede og støjsvage kabiner med indbygget ROPS samt den drejelige komfortførerplatform med 180° arbejdsradius, der giver gode arbejdsstillinger, er vigtige argumenter over for kunderne, understreger Lasse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landskendte piger

Udlejningsfirmaet er så småt ved at være landskendte grundet deres maskiners pigenavne. Og de nye valsetoge er ingen undtagelse. Natalie Portman og Özlem Cekic, intet mindre. Der er ifølge Lasse ikke noget decideret system - kun lige, når det angår lifte, som alle er opkaldt efter kvindelige håndboldspillere. Og så længe folk og udlejningsfirmaet selv finder det sjovt, fortsætter firmaet med at give deres maskiner pigenavne.

Men hvordan den næste pige i folden skal se ud, vil Lasse holde for sig selv lidt endnu.

Atlas Copco forhandles af Erenfred Pedersen A/S, som yderligere leverer en lang række værktøj og maskiner til bygge- og anlægsbranchen. Firmaet har afdelinger i Aalborg, Kolding og København med dertilhørende servicecentre.