Abonnementsartikel

Valget af 50 tons Hitachi gravemaskine til ny opgave i Hillerød åbner for endnu større projekter i fremtiden for entreprenørfirmaet.

Hoffmann A/S skal i gang med et omfattende projekt med jordarbejde for Hillerød Forsyning, der er i fuld gang med at etablere rensningsanlægget i Hillerød Kommunes kommende Energi-, Klima- og Miljøpark i Solrødgård.

Arbejdet omfatter en ny pumpestation med tilhørende trykledninger - i alt 35 km - for transport af spildevand til det nye rensningsanlæg. Der skal bl.a. etableres byggegrube og afstivning for pumpestationen samt tilhørende bygværker og brønde, samt udføres grundvandssænkning og lænsning af overfladevand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er dog sat en endelig deadline på projektet allerede senere i år, så derfor har Hoffmann A/S valgt at investere i i en solid hjælpende hånd i form af en 50 tons stor Hitachi ZX490LCH-6 gravemaskine.

- Anlægget skal stå færdigt her i 2017, og det er baggrunden for, at vi med den nye 50 tons Hitachi har valgt at investere i vores hidtil største gravemaskine. Den nye maskine giver os samtidig kapacitet til at løse endnu større opgaver i fremtiden, hvor det er virksomhedens mål at nå en omsætning på to mia. kr. i 2020, siger afdelingschef Morten Høberg fra Hoffmann A/S.

Største Zaxis-6 i Danmark

Hitachi lancerede sin serie af Zaxis-6 gravemaskiner i 2015-16, og den har vist sig at ramme rigtigt i markedet. ZX490LCH-6 er dog den hidtil største model, der leveres på dansk grund.

- Det har været vigtigt for vores valg, at vi har gode erfaringer med Hitachi, og at H.P. Entreprenørmaskiner var leveringsdygtige i en sådan størrelse maskine så hurtigt. Det er kun to måneder siden, at vi vandt opgaven, og på det tidspunkt kunne vi gå til HP, som kunne ordre maskinen med det samme, fordi de havde den stående. De køber hjem til lager, og det er der ikke mange maskinleverandører, der gør, siger Morten Høberg.

Maskinen blev leveret i uge 13 - som lovet - med alle de ændringer og tilpasninger, parterne havde aftalt. Blandt andet ekstra kameraer på siden, foran, bagpå og på stik, samt GPS 3D-anlægget hvor projektet indlæses og giver maskinføreren de eksakte positioner og gravedybder på skærmen i 3D.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Trias II hydraulik

Den leverede ZX490LCH-6 følger formlen for de øvrige maskiner i serien. Den har den samme præcise hydraulik, som kendetegner hele serien. Endda yderligere forbedret på grund af, at den anvender Trias II-systemet, der reducerer brændstofforbruget markant.

En ny, forstærket injektor har gjort motoren endnu mere kraftfuld. Komforten i kabinen er øget, og føreren har nu al teknisk information om maskinen på sin skærm. Samtidig hjælper den automatiske motorstop-funktion med at forhindre brændstofspild, reducerer støjniveauet og skåner miljøet med lavere emissioner af NOx og andre forurenende stoffer.