Abonnementsartikel

Mens der udføres vejarbejde på Køge Bugt Motorvejen, sørger mobile værn for, at der hele tiden er flest åbne spor der, hvor den trafikale belastning er størst. Vejdirektoratet håber, at løsningen kan spare samfundet for flere hundrede millioner kroner.

For første gang i Norden opstiller NCC nu mobile værn. Det er et patenteret system, der bruges til at opstille og flytte autoværn, når man har behov for løbende at regulere antallet af spor. Systemet bliver anvendt på en seks kilometer lang strækning på Køge Bugt Motorvejen. Værnet flyttes med et specialkøretøj to gange om dagen, så der om morgenen er fire åbne spor ind mod København og om eftermiddagen er fire åbne spor ud af København.

Køge Bugt Motorvejen er Danmarks mest befærdede strækning med cirka 120.000 køretøjer hver eneste dag. Motorvejen er ved at blive udbygget fra seks til otte spor. Arbejdet har stået på siden 2012, og er nu ved at nå sin afslutning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere sikker

Den sidste store opgave på projektet er udførelsen af asfaltarbejde på kørebanerne mellem Solrød S og Køge. Dette arbejde udføres fra midten af maj måned og frem til slutningen af august måned. Det er i denne periode, man tager den nye metode i brug. De mobile værn sikrer, at der under arbejdet kan holdes flest mulige spor åbne der, hvor det trafikale pres er størst.

Udover at løsningen giver fleksibilitet og bedre udnyttelse af det eksisterende vejnet, er det ifølge NCC også en mere trafiksikker løsning. Trafikken i henholdsvis nord- og sydgående retning er fuldstændig adskilt af det mobile værn i hele perioden, så trafiksikkerheden højnes også i vejarbejdsperioden.

Store besparelser

I Vejdirektoratet er man spændt på at se, om den nye opfindelse kan være med til at gøre livet lettere for trafikanterne under vejarbejdet. Desuden har beregninger fra direktoratet vist, at der er flere hundrede millioner kroner at spare for samfundet, hvis metoden fungerer.

- Vi har store forhåbninger om, at det bliver en succes. Fordelene er helt klart, at vi kan bibeholde fire spor ind mod København om morgen og fire spor ud af byen om eftermiddagen. Dermed vil Køge Bugt Motorvej stadig kunne håndtere de store trafikmængder, der er på strækningen, selvom vi er i gang med at asfaltere. Samfundsøkonomisk er det rigtig dyrt at have mange bilister til at holde i kø på vores motorveje, så derfor tager vi nye midler i brug, siger Robin Højen Madsen, projektleder i Vejdirektoratet, og fortsætter:

- Vi skal gøre os nogle erfaringer nu, men jeg kan sagtens se metoden anvendt på andre projekter, hvor der er behov for at optimere trafikafviklingen, så vejarbejder kan afvikles med så få gener som muligt for bilisterne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

NCC er eneforhandler

Direktør Ivan Pedersen fra NCC Infrastructure er spændt på projektet, som han længe har arbejdet hårdt for at få realiseret.

- Der er spændende perspektiver i det her projekt med Vejdirektoratet for NCC. Det her system er ikke kun interessant for Vejdirektoratet - kommunerne har også veje, hvor systemet kan finde anvendelse. Det kan for eksempel være i forbindelse med vejarbejde på de store indfaldsveje. Desuden kunne man forestille sig, at systemet kan bruges på og i broer og tunneler, siger Ivan Pedersen.

NCC er eneforhandler af systemet i Norden. Divisionschef i NCC Infrastructure, Maria Zimdahl, ser også et stort potentiale i løsningen.

- Trafiksituationen er stort set den samme i alle nordiske storbyer på grund af den øgede urbanisering. Der er et stadigt voksende behov for trygge, sikre trafikafspærringer, som forbedrer de trafikale forhold for både trafikanter og arbejdende på vejene. Denne metode løser flere problemer på en gang, så falder projektet godt ud, ser vi et stort potentiale på det nordiske marked.