Abonnementsartikel

Erhvervsforeningen præsenterede på sit årsmøde en masterplan/debatoplæg om det danske vejnet frem mod år 2040.

Ifølge Dansk Vejforening er den politiske dagsorden "at opnå et vejnet, der imødekommer efterspørgslen, og danner grundlag for vækst og velfærd i Danmark". Den burde i stedet have som mål at mindske trængslen i trafikken.

Der peges i øvrigt på, at Danmark i årene 1995-2010 i gennemsnit kun har brugt 0,6 procent af det årlige BNP på investeringer i veje og jernbaner mod 0,9 procent i en række andre vesteuropæiske lande.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På den baggrund opfordrer Dansk Vejforening politikerne til at øge investeringerne "for at sikre den fremtidige vækst og velfærd".

Størst mulig gavn

Dansk Vejforening ønsker, at de offentlige midler til investeringer i den trafikale infrastruktur vil blive til størst mulig gavn for befolkningen og erhvervslivet.

Foreningen ønsker videre, at politikerne følger Produktivitetskommissionens råd. Kommissionen anbefaler nemlig, at investeringerne i den trafikale infrastruktur bliver prioriteret efter det samfundsøkonomiske afkast og dermed i områder, hvor der er trængsel og meget trafik:

- Vejnettet kan ikke dække behovene for mobilitet. Som led i aftalen om en grøn transportpolitik er der derfor udarbejdet strategiske analyser til brug for en langsigtet og sammenhængende planlægning af investeringerne, hedder det i rapporten.

Stop-and-go skader branchen

Finn Bo Frandsen var ansat i 37 år i Dansk Byggeri med ikke mindst vejområdet som speciale, og han har fungeret som konsulent i Dansk Vejforening i forbindelse med udarbejdelsen af den nye rapport.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han forklarer til Dagens Byggeri, at det vigtigste er at følge Produktivitetskommissionens anbefalinger og afhjælpe trængslen på vejene:

- "Stop-and-go" skader branchen, og vi skal have indhentet vedligeholdelsesefterslæbet på de kommunale veje. Investeringerne i vejnettet burde ligge på et højere niveau. Der underinvesteres i vejene i størrelsesordenen 2,9 milliarder krone årligt, siger Finn Bo Frandsen.

To øst-vest forbindelser

Han benyttede også lejligheden til at understrege behovet for en fast forbindelse over Kattegat:

- Ligesom mennesket er skabt med to lunger, er Danmark skabt med et behov for to øst-vest forbindelser. Med kun én forbindelse er Danmark sårbart. Vi skal sikre os mod fremtidige naturkatastrofer og ulykker, og derfor er det vigtigt med to forbindelser over Kattegat. Produktivitetskommissionen påpegede, at en fast Kattegatforbindelse bør tillægges ekstra betydning ud over et samfundsøkonomisk afkast.

Høj forrentning

I analysen fra Dansk Vejforening peger der også på, at der er masser af vejprojekter, der vil give en betydelig samfundsøkonomisk gevinst - nogle helt oppe i en forrentning på over 10 procent:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Trafikpolitikerne får at vide fra Finansministeriet, at der ikke er penge til det. Men der er rigeligt i forhold til BNP, hvis man bruger den samme andel årligt på veje. Veje er investeringer i fremtiden, og vi bliver nødt til at foretage de nødvendige og fornuftige investeringer i trafikken. Det øger produktiviteten, og det er der brug for i dansk økonomi. Så bliver vi alle sammen rigere, siger Finn Bo Frandsen.