Abonnementsartikel

Den opdaterede udgave af Engcons EC-Oil-system er bedre beskyttet mod olie og snavs of derfor endnu mere driftsikker.

Nu opdaterer Engcon sin "fuldhydrauliske" løsning EC-Oil, som gør det muligt på en sikker måde at tilkoble hydrauliske redskaber automatisk uden at forlade kabinen. Den store nyhed i den opdaterede EC-Oil er et helt nyudviklet elstik af den såkaldte knivmodel med flere kontaktflader, som er blevet flyttet op i toppen af koblingen for at være bedre beskyttet mod olie og snavs.

EC-Oils nye elstik har 12 kraftige ben (6+6), hvilket gør det endnu stærkere end forgængeren. Derudover er den opdaterede EC-Oil blevet hårdt testet i vinteren 2016/2017 med ca. 100.000 til- og fra-koblinger i forskellige miljøer med blandt andet snavs, saltvand og sne. Testene har fastslået, at den opdaterede EC-Oil kan klare de hårdeste arbejdsmiljøer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rensende effekt

- Testresultaterne har udelukkende været positive, siger John Lundqvist, som er testansvarlig i Engcons udviklingsafdeling i Strömsund.

John Lundqvist forklarer, at hvert ben i stikket er kileformet og under tilkobling skydes de cirka 20 mm ind i koblingens hun-del, som er fjederbelastet. Dette giver en rensende effekt med maksimal kontakt under alle forhold, hvilket ifølge Engcon mindsker risikoen for, at maskinen mister den elektriske kontakt med redskabet.

- Vi vil gerne påpege, hvor robuste vores olietilkoblinger til EC-Oil er, siger John Lundqvist og forklarer, at hver bevægelig koblingsdel omfatter en tætnende O-ring, der er nem at komme til, hvilket igen gør vedligeholdelse lettere. Det er samtidig den eneste O-ring på EC-Oil - i stedet tætnes koblingerne gennem brugen af en konisk form.

Økonomisk overkommelig

- Den enkle og robuste konstruktion gør også EC-Oil til markedets mest økonomisk overkommelige løsning til fuldhydrauliske hurtigskift, siger John Lundqvist.

Den opdaterede EC-Oil vil blive bygget til Engcons sikre hurtigskift Q-Safe i størrelserne QS45, QS50, QS60, QS70 og QS80 til gravemaskiner på mellem 6-33 tons. Første model bliver QS60, og de første leverancer forventes klar i midten af juni i år. Derefter vil de øvrige størrelser blive introduceret løbende i løbet af sommer og efterår.