Abonnementsartikel

Jørlunde Maskinforretning A/S forhandler nu den unikke Diverto QS100.

Den hollandske maskinproducent Diverto vakte opsigt, da de præsenterede deres QS100 multimaskine, som både løser opgaver som minigraver, gummiged og traktor. Da Maskinteknik først omtalte den sidste år, var der ingen danske forhandler tilknyttet, men det er der nu lavet om på.

Jørlunde Maskinforretning ved Slangerup på Sjælland er nu blevet dansk forhandler, og oplyser på sin hjemmeside, at de vil kunne fremvise den første maskine på dansk grund allerede under Roskilde Dyrskue 26.-28. maj.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fjernbetjent

Maskinens særlige udseende og funktioner skyldes dens multi-gravearm, der hurtigt kan omstilles mellem gravefunktion og bomfunktion.

Producenten fortæller, at omskiftningen blot tager 60 sekunder. Når maskinen fungerer som en gummiged, løfter den 2.200 kg og har en brydekraft på 36 kN. Tiphøjden er 2,3 meter, og med pallegafler er den maksimale stablehøjde 3,1 meter. Som gravemaskine når den ned i 3,2 meters dybde og bryder med 41 kN.

Som traktor løfter den 2,5 ton i trepunktsliften, som er dobbeltvirkende, og Diverto yder 65,2 hestekræfter på PTO-udtaget, som enten kan køre 540 eller 1000 omdrejninger i minuttet.

Motoren er en firecylindret John Deere diesel på 4,5 liter og med 117 hk. Hele maskinen vejer 6,2 tons. Transmission er hydrostastisk med to køreområder, og topfarten er 40 kilometer i timen. Hele maskinen kan desuden styres ved hjælp af en fjernbetjening, hvor alle funktioner er identiske med kabinens joystick funktioner.