Abonnementsartikel

Dansk Byggeri er ganske godt tilfreds med anbefalingerne fra det rådgivende udvalg om cirkulær økonomi, men slår også fast, at genanvendelse skal kunne betale sig.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har modtaget en "opskrift" på cirkulær økonomi fra det rådgivende udvalg, der fik til opgave at komme med en række anbefalinger, som sigter mod, at Danmark opnår en mere cirkulær økonomi.

Formålet er at skabe et grundlag for, at nye grønne forretningsmodeller og et reduceret ressourceforbrug styrker virksomhedernes konkurrenceevne til gavn for væksten i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udvalget blev nedsat i oktober 2016 bestående af 12 erhvervsledere med Flemming Besenbacher fra Carlsberg som formand, og det er blevet til 27 anbefalinger. De to ministre mødes 21. juni med Flemming Besenbacher, DI, Dansk Erhverv, Dansk Byggeri og Landbrug & Fødevarer for at drøfte anbefalingerne.

Går hurtigt

Der peges omkring byggesektoren på, at nedrivning af byggeri ofte foregår meget hurtigt, og det kan betyde, at man ikke når at identificere de aktuelle markedsmuligheder for de materialer, der rives ned.

- På grund af de hurtige og ofte forholdsvis uplanlagte nedrivninger bliver materialerne så blandede, at det kan være vanskeligt at få de værdifulde dele af affaldet sorteret ud i separate strømme. Omvendt risikerer man, at problematiske stoffer ender i recirkulering frem for på et forsvarligt deponi. Det går ud over muligheden for, at virksomhederne kan udnytte udtjente bygninger til brug for ny produktion, lyder konklusionen.

Frivillig brancheaftale

Godt en trediedel af alt affald i Danmark stammer fra byggeri og anlæg. Der findes en frivillig brancheaftale om selektiv nedrivning, som er indgået af 18-20 virksomheder under Dansk Byggeris nedrivnings- og miljøsektion.

Derudover findes der en bekendtgørelse med krav om selektiv nedrivning af statsbygninger, hvorfra der forventes at fremkomme en affaldsmængde på mere end 10 tons byggeaffald.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For alle nedrivninger er der lovkrav om at sende en nedrivningsanmeldelse og en affaldsanmeldelse til kommunen, som på den baggrund har ansvar for at udarbejde nedrivningstilladelser og føre det nødvendige tilsyn med, at byggeaffaldet behandles miljørigtigt.

Ny dagsorden

Direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen siger til Dagens Byggeri, at der er mange spændende anbefalinger, og at udvalget har forsøgt at sætte en ny dagsorden.

- Byggeriet står for 35 procent af den samlede mængde affald. Vi skal nyttiggøre det affald på bedst mulige måde og gøre det til en nyttig ressource, som vi kan lave en forretning ud af på en måde, der ikke pålægger vore mange virksomheder unødvendige administrative byrder. Vi vil gerne deltage i den proces, men det skal foregå i tæt dialog med branchens virksomheder, så der ikke laves snublesten, som gør det svært for virksomhederne at agere under, siger Michael H. Nielsen.

Plads til forbedring

Han erkender, at der trods den meget høje genanvendelsesprocent i byggesektoren på cirka 89 procent er plads til forbedring.

- Vi skal gøre affaldet mere værdifuldt. I dag anvendes meget byggeaffald enten i forbrænding og bliver til varme, eller det bruges som vejfyld. Ved at kildesortere vores affald tidligere kan vi skabe en højere værdi, og det skal ske på en måde, så der kan skabes en forretning ud af det, siger Michael H. Nielsen, der har ros til udvalgets formand for at have været meget lydhør, til trods for, at byggeriet ikke fik plads i udvalget.