Abonnementsartikel

Dansk Mobil Beton står bag den nye app Betonregner, der lader både professionelle og gør-det-selv-folket udregne den rigtige mængde beton til støbeprojekter.

De fleste, der arbejder med beton, kender nok problemet. Hvor meget beton skal der bruges til det rendefundament, man lige har gravet ud til, og hvordan er det nu, man beregner det?

Den problemstilling har nu fået Dansk Mobil Beton til at lave den nye app Betonregner, hvor man indtaster målene på sin støbning, og bagefter får svaret på, hvad den rigtige mængde er.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hos Dansk Mobil Beton oplever teknisk direktør Steen Madsen ofte, at kunderne ringer og spørger, hvor meget beton de skal bruge til en given støbning.

Svært at gennemskue

- For mange er det nemlig svært at gennemskue præcis hvor meget, de skal bestille, og så har de brug for lidt hjælp til at finde den rigtige mængde. Derfor lavede vi for nogen tid siden en beregner på hjemmesiden, hvor alle kan gå ind og beregne den rigtige mængde beton, siger Steen Madsen.

Beregneren har vist sig at være en stor succes og derfor har Dansk Mobil Beton nu taget skridtet fuldt ud og gjort beregneren mobil. Når man har beregnet hvor meget beton, der skal bruges, kan man via den nye app ringe direkte til Dansk Mobil Beton og bestille betonen med det samme. Men appen er gratis for alle, og man kan godt bruge den uden at være kunde hos Dansk Mobil Beton.

Også erhvervskunder

- Appen kan bruges af alle typer kunder. Det er klart, at at privatkunder, som ikke er vant til at støbe, ofte kan få brug for hjælp. Men det har overrasket os, at også erhvervskunder nogle gange har brug for at sparre om de rigtige betonmængder, siger administrerende direktør i Dansk Mobil Beton, Ole Keinicke Christensen.

Konsekvensen ved ikke at have helt styr på betonmængderne er ifølge Dansk Mobil Beton, at kunderne for en sikkerheds skyld bestiller for store mængder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis folk er usikre, så er tendensen, at de bestiller for meget. Vores måde at producere beton på adskiller sig lidt, fordi vi jo har betonværket med ud til kunden og blander på stedet, så der er konsekvensen ikke så stor. Men generelt handler det om, at man med en præcis beregning kan minimere produktionen af beton og på den måde reducere spild i form af overskydende beton, der efterfølgende skal køres væk. Det er godt for både økonomien og miljøet, siger Ole Keinicke Christensen.

Stigende efterspørgsel

Dansk Mobil Beton oplever stigende efterspørgsel på mobilbeton, der blandes på stedet i de rigtige mænger, og virksomheden har netop bestilt endnu en mobil betonblander, der leveres til september. Der er tale om en ny type betonblander, og hvis den lever op til forventningerne, vil Dansk Mobil Beton bestille yderligere fire blandere af samme type i de kommende år.

Dansk Mobil Beton vil løbende opdatere den nye app med nyt indhold, der er relevant for alle, som arbejder med beton. Appen udkommer både til Android og IOS. Den findes allerede nu i Googles Play Butik under navnet Betonregner og kan i løbet af kort tid også hentes i Apples App Store.