Abonnementsartikel
Jacob Vestergård og Nikolaj Jacobsen fra Ulfborg har overtaget kloakmester- og entreprenørfirmaet Ø. Mortensen i Hjerm.
Per 1. april overtog Jacob Vestergård og Nikolaj Jacobsen kloakmester- og entreprenørfirmaet Ø. Mortensen ApS i Hjerm, der er specialist i arbejdet med kloakrør, der skal tjekkes med tv-kamera og renoveres med strømpeforing. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
- Det er lidt nogle specialopgaver, som vi som regel kommer ud til. Der kan ikke renoveres på traditionel vis, eller vi kan spare kunden for tidskrævende gravearbejde. For eksempel kan det være løsninger til rør, der ligger under en fabrik, så kan produktionen fortsætte, uden at vi skal have gravet fabriksgulvet op, siger Jacob Vestergård.
Ø. Mortensen er et veletableret firma, der samarbejder med entreprenører og forsyningsselskaber over hele Jylland, når der er brug for tv-inspektion og strømpeforing med filt eller glasfiber. Firmaet udfører også punktrenoveringer fra Ø 70 til Ø600.
Erfarent makkerpar
Jacob Vestergård, 33 år, og Nikolaj Jacobsen, 38 år, bor begge i Ulfborg-området og har en uddannelse som automekanikere, ligesom de i lang årrække har arbejdet sammen på maskinstation og hos et entreprenørfirma.
- Vi har altid arbejdet godt sammen og kan begge lide at komme ud til udfordringer, hvor vi med kvalitet og service kan løse opgaverne i samarbejde med kunderne. De har taget positivt imod os, og vi er med overtagelsen af Ø. Mortensen glade for, at vi har fået mulighed for at være selvstændige og styre vores egen dagligdag, siger Nikolaj Jacobsen.
Udover kloakrenoveringer tilbyder Ø. Mortensen også tv-inspektioner, når skal laves afleveringsrapporter i forbindelse med nye anlæg, ligesom kunder kan trække på firmaets ekspertise ved afpropning af rør eller montering af rottespærring.