Abonnementsartikel

Efter et generationsskifte er der blevet sat mere skub i udlejningen, og så vil firmaet ind på det svenske marked.

Solen skinnede insisterende ned over Rørcenterdagene 2017, og i særdeleshed også på Rejnstrup Gravekasser. I det daglige har de hjemme i Faxe på Sjælland, men hele Danmark er deres forretningsområde, og når en væsentlig del af kundesegmentet samles i Taastrup til messe, så er Rejnstrup Gravekasser også til stede. I år både med en ny mindre model i form af 2,5 meter lang gravekasse, samt den noget større Type 400.

- Den nye 2,5 meter lange gravekasse er udviklet i samarbejde med vores tyske leverandør TWF på baggrund af forespørgsler fra vores kunder. Den er en mellemting af en to meter lang aluminiumskasse og så en Type 400 gravekasse. Vi fik den første hjem dagen før Rørcenterdagene, og den er allerede solgt, sagde Rasmus Grindsted fra Rejnstrup Gravekasser, da vi talte med ham på førstedagen af messen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Salg og udlejning

Han er søn af Jens Grindsted, som etablerede firmaet for snart fem år siden. Han havde 40 års erfaring fra entreprenørbranchen med i bagagen, blandt fra stillinger som projekt- og entrepriseleder ved flere entreprenørvirksomheder. Han begyndte at importere og forhandle gravekasserne fra TWF, og nu har Rasmus Grindsted overtaget ledelsen af firmaet.

- Jeg har arbejdet i branchen nogle år, så da jeg kom ind i firmaet, vidste jeg godt, hvad en gravekasse var, siger Rasmus Grindsted.

Det var i januar 2016, at han gik ind i farens firma, og selv om læringskurven har været stejl, har han suget viden og erfaring til sig i en sådan grad, at han med virkning fra april i år købte sin far ud af firmaet. Jens Grindsted fortsætter dog i firmaet indtil næste forår. Det er de to mænd, som udgør firmaet, og nu skal der ske noget.

- Vi startede op kun med salg af gravekasser, men nu har vi åbnet mere op for også at udleje dem. Det kræver noget tid til at tjekke dem og udbedre eventuelle skader efter en udlejning, men markedet har allerede taget godt imod konceptet, siger Rasmus Grindsted.

Der sker desværre fortsat uheld i udgravninger, hvor personer bliver begravet, fordi en udgravning styrter sammen. Hos nogle personer i entreprenørbranchen er det fortsat en udfordring at sikre sig med en gravekasse, mens andre har helt styr på reglerne, lyder erfaringen fra Rejnstrup Gravekasser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi arbejder lidt med nogle medarbejderne i branchen, som har en tendens til ikke at anvende gravekasser. Omvendt er de unge i branchen blevet bedre til at passe på sig selv. De har også et helt anden indstilling til sikkerhed end de ældre, da tiderne er anderledes i dag, udtaler Rasmus Grindsted.

Tillid fra kunder

Efterspørgslen er støt stigende i Danmark, og Rejnstrup Gravekasser har fået et godt navn i branchen, vurderer Rasmus Grindsted.

- Vi er meget servicemindede, og så spiller det en vigtig rolle, at vi er lagerførende. Havde vi ikke været det, så tror jeg ikke, at vi var kommet dertil, hvor vi er i dag. En anden grund til vores succes er, at vi kun arbejder med gravekasser. Det er vores speciale, og det er kunderne glade for. Vi har flere entreprenørfirmer, som sender os hele deres arbejdstegning, så vi kan foreslå dem, hvad de eventuelt kan bruge. Det er en meget stor tillidserklæring, som vi er meget taknemmelige for, understreger Rasmus Grindsted og fortsætter:

- Vi er meget fokuserede på at rådgive korrekt om behovene og vores produkter.

Senere i år deltager firmaet på entreprenørmessen Entreprenad Live i Sverige, og det skal være det første forsøg på at komme ind på det svenske marked.