Abonnementsartikel

Frederikshavn Havn har investeret i en ny Liebherr LH 60M High Rise Industri materialehåndteringsmaskine på 70 tons.

Med en kampvægt på omkring 70 tons, en rækkevidde på 20 meter og løftekapasitet på 14 tons er det lidt af en sværvægter, der er ankommet til havnen i Frederikshavn. Der er tale om en Liebherr LH 60M High Rise Industri materialehåndteringsmaskine, som nu afløser en ældre havne-mobilkran.

Det er ikke alene losning og lastning, der foregår hurtigt i Frederikshavn. Det gik også tjept, da salgschef Per Lyngholm hos den danske Liebherr-importør, JMM-Group, skulle finde en hurtig løsning på et akut problem. Det viste sig, at JMM-Group havde mulighed for at skaffe en demo-maskine, og så kom de nye 70 tons på plads i Frederikshavn. Det fortæller JMM-Group i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De 20 meter rækkevidde og løftekapacitet på op til 14 tons giver i øvrigt maskinføreren mulighed for at håndtere last på skibe i størrelser op til 10.000 tons.

Stor undervogn

Typebetegnelsen LH 60 burde måske rettelig være LH 60/80. Den store Liebherr er nemlig i virkeligheden en hybrid mellem 60'er-størrelsen i Liebherrs serie af materialehåndteringsmaskiner, og den større 80'er-model.

- High Rise Industry-maskinen er bygget med en to meter høj pylon, som giver maskinføreren det helt perfekte overblik over manøvreringen og hvad der hentes op fra skibenes dyb. Til at sikre fuld stabilitet har Liebherr så hentet undervognen fra den større 80'er-serie. Så maskinen er en LH 60 øverst og en LH 80 nederst, forklarer Per Lyngholm fra JMM-Group.

- Den store undervogn gør maskinen helt utrolig stabil. Der er ingen risiko for at blive søsyg, heller ikke selv om man sidder et par ekstra meter oppe med kabinen helt i top af pylonen. Samtidig har maskinen næsten ekstremt store plader på støttebenene. De er en meter på hver led, så den står rigtig godt fast, lyder det fra Per Lyngholm.

Hurtige træpiller

Med i pakken fra JMM-Group fik Frederikshavn Havn også en grab til træpiller, som virkelig kan gøre en forskel. Grabben tager seks kubikmeter ad gangen, og det sætter naturligvis turbo på losningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye Liebherr er også i aktion i forbindelse med såkaldte STS-operationer på havnen. STS står for Ship-To-Ship og handler om omladninger mellem skibe. Når skibe er for store til at gå ind i den nuværende havn, må der omlades til og fra mindre skibe i Kattegat uden for havnen. Så bruges Liebherr LH 60 M High Rise Industry til håndteringen af store fendere og bælter, som bruges i forbindelse med STS-operationerne.

Frederikshavns Havn gennemgår i disse år en stor udvidelse, som er planlagt i tre etaper, hvor Etape 1 til 570 millioner kroner ventes færdig næste forår. Etape 2 og 3 gennemføres med nordjysk snusfornuft, når efterspørgslen berettiger det. I første omgang får havnen yderligere 330.000 kvadratmeter baglandsareal, 30.000 kvadratmeter nyt kajareal, 600 meter ny kaj og altså en udvidelse af dybgangen fra otte til 11 meter. Og så tager der i øvrigt højde for, at der kan øges yderligere til 14 meter.