Abonnementsartikel

ASP Produktvikling har stor succes med deres seneste redskab.

Enhver, der har prøvet at løfte en skilteklods, har lært, at de ikke rokker sig frivilligt. Den officielle kampvægt på dem er 28 kg, og selv om de er forsynet med praktiske håndtag, er menneskekroppen ikke skabt til at håndtere dem dag efter dag. Tidligere tiders Tarzan-mentalitet i branchen er i dag skubbet i baggrunden til fordel for hensynet til helbredet, og samtidig er der blevet opfundet flere redskaber og hjælpemidler til at afhjælpe de tunge løft.

En af udviklerne på området er ASP Produktudvikling A/S i Nibe. I mere end 20 år har indehaver og medejer Vagn Asp udviklet blandt andet vakuumløftere til brønddæksler og fliser drevet af en gravemaskines hydraulik samt sandafrettere og eldrevne kraner. Alt sammen redskaber, der i sagens natur skal gøre arbejdsgangene for branchefolk i eksempelvis entreprenør- og anlægsbranchen lettere og meget mindre slidsomme. Med godt 1.000 kraner og mere end 300 vakuumløftere ude i markedet har han allerede gjort en forskel i det fysiske arbejdsmiljø, men han er slet ikke færdig endnu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ros fra Arbejdstilsynet

Under Rørcenterdagene 2017 udstillede og demonstrerede han sin seneste opfindelse - et løfteredskab, som helt enkelt er navngivet en skilteklodstang. Den ligner mest af alt et cykelstyr for enden af en lang stang, mens den anden ende af stangen har et beslag med en låsefunktion. Låsefunktionen styres med et kabeltræk fra styret, og løftekraften leveres af en særskilt kran.

På Rørcenterdagene demonstrerede ASP redskabet med hjælp fra sin egen eldrevne Knap-on kran, som griber fat i et øje oven på beslaget. Med fjernbetjeningen til kranen i den ene hånd kan en skilteklods hurtigt håndteres.

Redskabet kommer i forskellige længder, men de er alle udviklet til skilteklodser med 60 mm kvadratisk hul. I sin længste version kan redskabet inkl. kranen løfte klodser op i syv styks højde på en 1/1 palle.

- Vi havde den første gang med på en messe til Maskiner under Broen sidste år, hvor den blev godt modtaget. Vi har solgt cirka 30 enheder, hvor NCC og flere kommuner er blandt aftagerne, siger Vagn Asp, som endda fik uanmeldt besøg fra Arbejdstilsynet på grund af den.

- Arbejdstilsynet var på besøg hos en af vores kunder i nærheden af os, hvor de så skilteklodstangen. Bagefter kørte de ud til os - blot for at rose os. Alt hvad der skabes, som kan afhjælpe de tunge løft, bliver der kun endnu større fokus på i fremtiden, fastslår Vagn Asp.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Interessen var stor blandt kloakbranchens aktører på Rørcenterdagene. Nu får den grønne branche også lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab med redskabet, da ASP Produktudvikling også tager den med til Have & landskab 2017. ASP Produktudvikling håber til den tid også at have deres hurtigkran klar.