Abonnementsartikel

Ungdommens Røde Kors opfordrer håndværkere til at støtte udsatte børn og unge i deres nærområde gennem et sponsorat på 2500 kroner.

I uge 46 ruller kampagnen En Hjælpende Hånd over Danmark for tredje år i træk. Kampagnen er målrettet håndværkere, der som en del af indsatsen eksempelvis kan sponsorere en lokal ung med 2500 kroner.

Sidste år gik landets håndværkere sammen for at gøre en forskel for udsatte børn og unge. I løbet af efteråret 2016 indsamlede håndværkere fra næsten 20 forskellige faggrupper 464.260 kr. til børn og unge i Danmark. I år gentager Ungdommens Røde Kors succesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Årets kampagne starter så småt i september, men der er allerede opbakning rundt om i landet.

- Håndværkere hjælper ofte til i deres lokalområder, ligesom Ungdommens Røde Kors har aktiviteter i hele landet. Vi kommer de samme steder og kan se, at det giver mening at støtte udsatte børn og unge lokalt, siger Mikkel Parlo, som er ambassadør for En Hjælpende hånd, i en pressemeddelelse fra Ungdommens Røde Kors.

Nyt syn på håndværkere

Udover at hjælpe udsatte børn og unge, har kampagnen også et andet formål; nemlig at styrke det positive syn på håndværkerbranchen. En Hjælpende Hånd skal ifølge Ungdommens Røde Kors være håndværkernes kampagne og give dem mulighed for at agere i samlet flok.

- Jeg synes, at En hjælpende Hånd er et godt projekt, fordi der er fordomme over for håndværkere, som ikke altid er retfærdiggjort. På grund af disse fordomme bliver der desværre også tit set ned på håndværkere ? det er ikke en højere uddannelse, og derfor er det ikke så meget værd. Men hvor ville vi være uden vores håndværkere?! Håndværkerne er med til forskønne verden og få det hele til at hænge sammen, siger malermester og ambassadør for kampagnen, Birna Bäck.

Ungdommens Røde Kors ser håndværkerne som en stor ressource i lokalsamfundet og håber derfor på stor opbakning til årets kampagne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Virksomheder, der tilmelder sig kampagnen, modtager en sponsorpakke, som blandt andet indeholder en Kansasjakke og diverse kampagnemateriale.