Abonnementsartikel

Nordjysk Diesel-Elektro A/S-Ketner investerer massivt i nye partikelfilterrensemaskiner med ny teknologi.

Nordjysk Diesel-Elektro A/S var én af de første her i landet, til at sætte rensning af partikelfiltre og katalysatorer i system. Firmaet har foreløbigt renset partikelfiltre og katalysatorer i over ti år og til forskel fra før, er det nu muligt at få renset partikelfiltre i samtlige af Nordisk Diesel-Elektros afdelinger, som er beliggende i Aalborg, Viby, Herning, Holstebro og Hedehusene. For at kunne tilbyde en endnu hurtigere og mere effektiv rensning, har man nu investeret i et antal nye maskiner, som anvender enzymer i processen.

Bryder med tidligere principper

Mekaniker Nicolai Mollerup, der står for rensningen af katalysatorer og partikelfiltre i Herning afdelingen, husker tydeligt, at en rensning før var forbundet med langt flere processer end den nye metode, hvor der anvendes enzymer. Dengang skar man typisk enden af et filter eller en katalysator med en vinkelsliber, for derefter at tage filterkernen ud, og rense den for sodaflejringerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når rensningen så var overstået, blev filterenheden sat på plads, og så blev enden svejset på igen. Her skulle man så være særlig opmærksom på, at filterhusets flanger, kom til at sidde nøjagtigt som før, da udstødningssystemet ellers ikke kunne blive helt tæt.

Kort renseproces

Maskinteknik har i Nordjysk Diesels-Elektros afdeling i Herning haft lejlighed til at se, hvordan en rensning af et dieselpartikelfilter foregår i praksis. Først blev filterkernen undersøgt for defekter via sondekamera. En speciel plade med en fatning blev sæt på filtrets tilgang, som blev tilsluttet trykslangen og dernæst blev filtret trykprøvet.

Ved næste proces fyldte Nicolai Mollerup et mål enzymvæske ind i dieselpartikelfiltret. Enzymerne får her lov til at arbejde og virke i omkring 15 minutter, og i den periode frigøres og opløses soden inde i filtret.

Ved at sendes vand ind i filtret under højt tryk nærmest skydes den opløste sod og de andre forbrændingsrester ud af filtret. Det foregår i et bestemt antal intervaller, der er bestemt ud fra filtrets fysiske størrelse.

Tilstanden før og efter

- Inden jeg begyndte, blev trykket og gennemgangen i filtret målt, og når rense- og tørreprocessen er overstået, måles trykket og dermed også gennemgangen igen. Maskinen registrerer værdierne og resultatet skrives ud, og her vil der typisk være en meget stor forskel. Det kunne eksempelvis være tale om en 35 procents gennemgang før rensningen, som i bedste fald har ændret sig til en gennemgang på 95 procent efter rensningen, fortæller Nicolai Mollerup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Størrelsen betyder noget

Handler det om et dieselpartikelfilter eller en katalysator fra en bil eller måske en mindre industrimotor, sendes der vand under et tryk på 2,5 bar gennem filtret 8 gange for at støde sodresterne ud. Handler det derimod om et dieselpartikelfilter eller en katalysator til stor varevogn eller en mindre entreprenørmaskine, sprøjtes der 12 gange med 4,5 bars tryk og handler det om en stor entreprenørmaskine, sprøjtes der typisk 16 gange med et tryk på 6 bar.

Vil være førende

Nordjysk Diesel-Elektro og Ketner har valgt at investere kraftigt, fordi man ønsker at være én af de førende indenfor dette felt. Samtidig ønsker man også, at kunne følge med efterspørgslen og imødekomme kundernes krav om en hurtig og efektiv rensning af katalysatorer og partikelfiltre.

Direktør for Nordjysk Diesel-Elektro og Ketner, Torben Hansen, remser nogle af de fordelene kunderne vil opleve ved en rensning med enzymer.

- En rensetid fra kun én time, filtrene leveres med udskrift af tryk før og efter rens, eventuelle følere skal ikke afmonteres, filteret forbliver originalt, minimal ventetid og der ydes samme garanti som ved køb af nyt filter. Og endelig yder vi teknisk support, når køretøjet skal nulstilles efter rensningen, lyder der fra Torben Hansen.