Abonnementsartikel

Tidligere har 227 kilo været maksbelastning af bomlifte i Danmark, men på grund af store udfordringer med at klare vægtkravet, forbedrer den amerikanske producent Genie nu sine kurve, så de kan klare 454 kilo.

227 kilo har i mange år været grænsen for, hvad en bomlift i Danmark har haft som makslast.

Den amerikanske producent Genie, der i Danmark forhandles af koldingensiske Jøma Lift Teknik A/S, har nu hævet maksbelastningen på en række bomlifte, så den i dag er på 300 kilo i fuld arbejdslængde og 454 i begrænset arbejdsområde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Jørgen Martinsen, der er direktør hos Jøma Lift Teknik A/S, vil det have en positiv indvirkning på liftenes anvendelighed.

Det har ofte været nødvendigt at leje to bomlifte, hvis en opgave krævede fire hænder, og det har naturligvis medført en merudgift, som kunderne nu slipper for.

Direktør Jørgen Martinsen

Jøma Lift Teknik A/S

- Genie er på vej til at ændre hele sortimentet af bomlifte, så de alle får øget kurvekapacitet. Blandt danske brugere er der stor tilfredshed med ændringen, der betyder, at to mand plus værktøj kan komme med i kurven, hvor det med de gamle lifte ofte har været en udfordring. Det har ofte været nødvendigt at leje to bomlifte, hvis en opgave krævede fire hænder, og det har naturligvis medført en merudgift, som kunderne nu slipper for, forklarer Jørgen Martinsen i en pressemeddelelse.

Nye regler ved årsskiftet

I mange år har det været en udfordring ved kurvekapaciteten, at mange lifte produceres i USA, hvor der ikke er de samme restriktive krav til kapacitetsmaksimum som i Europa. Derfor har producenterne ikke haft så stor interesse i at udvikle lifte, der kan klare en større last i forhold til de europæiske krav.

- Men fra nytår blev de amerikanske regler strammet, så de nu ligner de europæiske meget mere. Dermed har producenterne nu fået øjnene op for, hvor vigtigt det er, at liftene er anvendelige for to personer med udstyr, forklarer Jørgen Martinsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De andre liftproducenter er ikke for alvor hoppet med på opgraderingerne endnu, men det er forventningen, at det snart sker. Kunderne hos Jøma Lift Teknik er meget interesserede i de nye, forbedrede lifte, der for alvor er på vej til at overtage markedet. En af de udlejningsvirksomheder, der har købt en af de nye Genie-bomlifte, er Lift & Løft fra Hedehusene, hvor direktør Mads Laursen er begejstret.

- Vores kunder får det betydeligt nemmere, når der kan være to personer i samme lift. Tidligere var de nødt til at have to lifte eller en større lift til at klare den samme opgave, og det gav ekstraomkostninger, som forsvinder med de nye lifte. Derfor er der en naturlig stor efterspørgsel på den blandt vores kunder, fortæller indehaveren.

Mads Laursen forklarer også, at der til den nye lift er udviklet et løftebeslag udvendigt på kurven, hvor brugeren eksempelvis kan sætte et vindue til montering, hvis det er opgaven. I modsætning til tidligere, hvor det var nødvendigt at have alt inde i kurven, mindsker det arbejdsbyrden og vrid i ryggen for den person, der står i kurven.