Abonnementsartikel

Med en ny faldstammeanvisning fra Teknologisk Institut skal det være muligt at sikre sig, at renoveringsmetoden har en kvalitet, der kan sammenlignes med en traditionel udskiftning.

På markedet for renovering af faldstammer findes der forskellige løsninger og produkter uden tilstrækkelig dokumentation. Teknologisk Institut har derfor på opfordring fra branchen udarbejdet en anvisning, der bl.a. beskriver de krav og prøvninger, der bør kræves som dokumentation for renoveringssystemernes kvalitet.

- Når en bygherre skal vælge mellem en traditionel udskiftning eller en renoveringsmetode, skal det være muligt at sikre sig, at renoveringsmetoden har en kvalitet, der kan måle sig med en traditionel udskiftning, siger Flemming Springborg, seniorspecialist og civilingeniør hos Teknologisk Institut.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Etageejendomme over hele landet står foran store renoveringer af nedslidte faldstammesystemer. Renovering af faldstammer er derfor et marked i hastig vækst. Men bygherrer og rådgivere famler ofte i blinde, når de skal vælge leverandør og renoveringsmetode på et marked, hvor der arbejdes med begreber som strømpeforing, coating og relining.

Vi skal have sikkerhed for, at vi køber et produkt, der har de egenskaber og den kvalitet, som sikrer den lovede levetid.

Ejendomsinspektør Erik Nielsen

Ikast Andelsboligforening

Teknologisk Institut har derfor beskrevet en række tests, der som minimum skal foretages af de enkelte produkter, for at en bygherre kan være sikker på, at der købes et produkt med en ordentlig kvalitet og en levetid, der modsvarer investeringen. TI afholder konference d. 27. september 2017 i Taastrup, hvor anvisningen præsenteres.

Certificeringsordning

Faldstammeanvisningen er udarbejdet på opfordring fra entreprenører, der arbejder med renovering af faldstammer, hvor aktørerne er enige om, at der skal være mere gennemsigtighed, når bygherrer skal vælge metoder og leverandører til renovering af nedslidte faldstammer. Det er frivilligt om leverandørerne vil lade deres metoder teste.

Hos entreprenørfirmaet Per Aarsleff, der er markedsledende inden for strømpeforing af faldstammesystemer, håber man på at branchen bakker op, og at der på et tidspunkt kommer en certificeringsordning, som man kender det fra kloakledningerne i jorden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ser meget gerne, at de forskellige metoder til renovering af faldstammer, underlægges de samme ensartede tests som Teknologisk Institut har beskrevet. Det vil give rådgivere og bygherrer en mulighed for at træffe beslutninger på et oplyst grundlag, når der skal vælges produkt og metode i forbindelse med udbud af projekter. Med ensartede tests kan man nemmere sammenholde de enkelte produkters egenskaber og kvalitet, og se det i forhold til de kravspecifikationer som stilles til et nyt faldstammesystem, siger salgsleder Henrik Kjær fra Aarsleff Rørteknik.

Bygherrer savner gennemsigtighed

Hos Ikast Andelsboligforening, der administrerer cirka 800 lejemål fordelt på 19 afdelinger, ser ejendomsinspektør Erik Nielsen renoveringsmetoderne som særdeles effektive og med langt mindre gener for beboerne end ved udskiftning. Samtidig er der massive besparelser, fordi der ikke længere skal postes store beløb i reetablering af køkkener og badeværelser, nedbrydning af gulve, genhusning af beboere mm.

Men på grund af manglende standarder, som gør at han kan sammenlige forskellige produkter, holder han sig tæt til strømpeforingsmetoden, som via simulerede tests hos Teknologisk Institut har påvist en levetid på op til 100 år.

- Der er brug for ens standarder, både for mig som bygherre, men i høj grad også for rådgivere, så de kan rådgive deres kunder på et troværdigt grundlag. Vi skal have sikkerhed for, at vi køber et produkt, der har de egenskaber og den kvalitet, som sikrer den lovede levetid, siger Erik Nielsen.