Abonnementsartikel

Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg er igen klar med Maskiner under Broen, som holdes for anden gang.

Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg står bag Maskiner under Broen, og derfor trækker foreningens medlemmer lod om placeringerne.

Der er stor interesse for at deltage igen i 2018. Medlemmerne fylder lidt mere på den kommende messe i forhold til 2016, så der er kun få ledige stande tilbage i området tæt ved indgangen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formanden for Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg, Niels Kirkegaard, er glad for den massive opbakning til messen fra medlemmerne.

Vi håber, at vi har fået skabt en tradition, så der kommer flere gæster i 2018. Første gang med en ny messe er jo altid lidt vanskelig, og vi vil forsøge at markedsføre den endnu bedre denne gang.

Erik Nissen

Udstillingsleder

- Det viser, at branchen står sammen. Vi havde en god opbakning til messen i 2016, men den er endnu bedre til 2018. Der er ikke udsolgt, men det er en overskuelig mængde stande, der er tilbage, og vi ved, at der er virksomheder udenfor vores medlemskreds, som gerne vil være med på messen, siger Niels Kirkegaard.

Håber på fremgang

Da Maskiner under Broen blev afviklet for første gang i 2016, var der 65 udstillere og 2.200 besøgende. Størstedelen af udstillerne gav efter messen udtryk for, at de var rigtigt godt tilfredse med de to messedage. De besøgende var relevante og professionelle kundeemner.

Arrangørerne håber på endnu flere gæster næste år, men det vigtigste er, at udstillerne er tilfredse. Hele det praktiske set-up vil ligne messen i 2016, og de fleste samarbejdspartnere har fået genvalg, så det praktiske arrangement skulle være i sikre hænder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udstillingsleder Erik Nissen ser frem til nu at komme i gang med salget af de resterende stande.

- Med Maskinleverandørernes medlemmer på plads, har vi et overblik over, hvad der er tilbage på området. Der er få ledige stande tæt ved indgangen, så hvis man ønsker den placering, er det nok med at være hurtigt ude. Længere mod nord på arealet er der god plads, og vi kan også udvide messearealet, så der forhåbentlig bliver plads til alle interesserede, siger Erik Nissen.

En traditions begyndelse

Messen holdes igen på arealet ved Lillebæltsbroen, hvis centrale placering gør det nemt for de fleste, at komme dertil.

- Vi har ligesom sidste gang allieret os med en lokal idrætsforening, som klarer blandt andet bespisning, og de er vant til det fra andre store arrangementer. I 2016 fungerede det til alles tilfredshed og uden ret meget ventetid. Vi håber, at vi har fået skabt en tradition, så der kommer flere gæster i 2018. Første gang med en ny messe er jo altid lidt vanskelig, og vi vil forsøge at markedsføre den endnu bedre denne gang, siger Erik Nissen.

Maskiner under Broen holdes 22.-23. august 2018.