Abonnementsartikel

For at være tæt på de store bygge- og anlægsprojekter på og omkring Horsens Havn åbner udlejningsselskabet en afdeling på Grønlandsvej.

Fleksibilitet er nøgleordet, når aktører i bygge- og anlægsbranchen skal vælge leverandør af materiel og maskiner. Udlejningsselskabet Ramirent tager nu konsekvensen af behovet for nærhed og har åbnet en afdeling på Horsens Havn - tæt på de store byggeprojekter.

- Vi vil gerne være helt tæt på den store aktivitet, der er på og omkring Horsens Havn. Når vi er lige rundt om hjørnet, kan vi vejlede bedre, fordi vi ved selvsyn kan se, hvilken type udstyr kunden har brug for. Fleksibiliteten gør også, at kunderne kan aflevere og hente deres grej fra dag til dag forklarer Kenneth Larsen, der som distriktschef har det overordnede ansvar for Ramirents 14 kundecentre i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I begyndelsen får to erfarne medarbejdere skiftevis deres daglige gang i Horsens, og senere kommer flere til. Afdelingen lagerfører en bred vifte af lifte, anlægsgrej og byggepladsbelysning.

Lokal forankring

Afdelingen i Horsens er en del af en strategisk målsætning om at komme tættere på kunderne i hele landet. Ramirent har i forvejen to underafdelinger på store byggepladser i både Helsingør og København, og virksomheden vil også i fremtiden udvide netværket af afdelinger og underafdelinger, hvor byggeaktiviteten er stor.

- Kunderne reagerer positivt på de lokale afdelinger og oplever en øget fleksibilitet, som er nødvendigt, hvis vi fortsat skal være førstevalg på de større byggeprojekter og vi vil meget gerne sikre det langsigtede samarbejde og derigennem styrke båndet til kunderne, mener Kenneth Larsen.

Afdelingsleder i kundecentret i Vejle, Claus Nørbo Sørensen, får det overordnede ansvar for Horsens-afdelingen. Benny Christensen, som i øvrigt bor i Horsens, kommer til at fungere som tovholder med ansvaret for den daglige drift og lokale kontakt til kunderne i Horsens.