Abonnementsartikel

Tre nye Liebherr-maskiner tager hver dag imod flere end et halvt hundrede containere med jern og metaller hos Bradals Produkthandel i Silkeborg

Der skal jern til at håndtere jern. Derfor klarer tre nye Liebherr-materialehåndteringsmaskiner hver dag mindst et halvt hundrede containere, der ankommer til pladsen hos Bradals Produkthandel i Silkeborgs nordlige industrikvarter.

Totalt i omegnen af 110 nye tons Liebherr, som den danske Liebherr-forhandler, JMM-Group, har leveret, håndterer i tusindvis af tons jern og metaller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vokset betragteligt gennem årene, og nu har vi 23.000 kvadratmeter betonbelagt areal til håndteringen af de store mængder. Foruden arealer på Horsens Havn, hvor vi selv stakker op og læsser skibe med materialer, fortæller direktør Thomas Bradal, som er tredje generation i familiefirmaet.

Store og små mængder

Bradals Produkthandel har tre egne lastbiler, som daglig kører rundt i hele Jylland og på Fyn og tømmer containere hos nedbrydningsfirmaer, maskinfabrikker og andre, som virksomheden har aftaler med.

- Det handler om alle former for jern og metaller, og vi aftager både fra industrien, det offentlige og fra private. Der er ingen nedre grænse, og derfor har vi løbende besøg af private, som kommer med mindre portioner gammelt jern og metaller, siger Thomas Bradal.

Silkeborg-skrotfimaet modtager kun gamle biler, hvis de på forhånd er miljøbehandlede. Og det bliver ikke til de store antal køretøjer. Til gengæld tumler Liebherr-maskinerne på pladsen kæmpemæssige mængder af jern- og stålaffald fra industriens produktion.

Lang rækkevidde

- Vi også nødt til at være up-to-date med de maskiner, vi er så afhængige af til håndteringen af vores varer. Vi har kørt med Liebherr-maskiner i en del år, og da vore tre gamle Liebherr 934'ere trængte til udskiftning, var det naturligt at tale med salgsdirektør Leif Rudebeck Petersen hos JMM-Group om tre nye Liebherr. Det blev til to styk LH 40, som sorterer og læsser biler, og en LH 50, som står fast ved vores store skrotsaks. LH 50'eren har længere rækkevidde og er derfor ideel til at række rundt i bunkerne og gribe emner, som så kommer i skrotsaksen, forklarer Thomas Bradal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alle tre nye maskiner er fra Liebherrs serie af materialehåndteringsmaskiner. LH 40 Industry Litronic rækker 16 meter, mens den lidt større LH 50 Industry Litronic kan nå 18 meter ud med kloen. Begge modeller har hele 211 hk i motorrummet.