Abonnementsartikel

Brancheforeningen Danske Maskinstationer & Entreprenører (DM&E) er tilfredse med det nye, permanente håndværkerfradrag, der både omfatter kloak- og regnvandsinstallationer.

Finansloven er langt om længe forhandlet på plads i en aftale mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti. Dermed er der endelig også kommet en afklaring på boligjobordningen, som er blevet permanent og forsat indeholder en række håndværkerydelser.

- Håndværkerfradraget har af mange været dømt ude det sidste halve års tid. Vi har hele tiden været optimistiske omkring en forsættelse af ordningen med håndværkerydelser, og har målrettet og vedholdende argumenteret for både en permanent ordning, men også vigtigheden af, at der skulle være et incitament for at få forbedret boligens afløbsinstallationer til gavn for miljø og sundhed, fortæller konsulent i DM&E Søren Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vil have de sidste med

Aftalen betyder, at der fremadrettet er permanent fradrag for kloakarbejder på egen grund. Arbejderne omfatter alle kloakarbejder herunder også renseløsninger som nedsivningsanlæg og minirenseanlæg, men også håndtering af regnvand og etablering af omfangsdræn er omfattet af den permanente ordning.

- Det er yderst positivt, at der nu gives permanent fradrag for en række håndværkerydelser, herunder kloakarbejder på egen grund. Selvom der er godt gang i hjulene mange steder, halter man stadig efter i yderområderne. Denne nye permanente ordning er med til at igangsætte opgaver, der både skaber beskæftigelse og vedligeholder boliger i områder, hvor tingene ikke går så stærkt, vurderer Søren Christensen.

Færre flaskehalsproblemer

- Vi er meget glade for, at der nu ligger en aftale om en permanent boligjobordning. Hver gang der har været uklarhed om ordningens fremtid, har det skabt store flaskehalsproblemer ude hos kloakentreprenørerne, da alle ville have udført forbedringer, inden udløb af den nuværende ordning. Nu kan både boligejere og kloakmestre ånde lettet op, udtaler Søren Christensen.

Skattefradraget er som hidtil et ligningsmæssigt fradrag, og de hidtidige lofter over skattefradragene for udgifter til serviceydelser og håndværksydelser på henholdsvis 6000 kroner og 12.000 kroner videreføres ligeledes.